Der blev hamret og banket, bukket armeringsjern og savet støtteklodser, da 300 studerende i går torsdag arbejdede med at lave de forme, som deres betonfigurer kunne støbes i. De studerende kommer fra henholdsvis Arkitektur & Design og fra Institut for Byggeri & Anlæg på Aalborg Universitet, bygningskonstruktør-uddannelsen på University College Nordjylland og fra struktør- og betonmager-uddannelsen på AMU Nordjylland.
I ugens løb har de været i Vejgaardhallen og hørt oplæg om beton og de muligheder, der ligger i materialet, inden de blev sat sammen i 30 grupper på tværs af uddannelsesretninger. I grupperne skulle de udvikle og konstruere en lang række forskellige figurer. 10 grupper skulle lave løsninger, som Flamsted Spejdercenter kunne have glæde af, 10 andre grupper skulle, under titlen ”Fantasi, leg og læring”, udvikle kreative løsninger, der kunne bruges i Børnehaverne i Jammerbugt Kommune, mens de 10 sidste grupper havde temaet ” Byens akse - hverdagslivets potentiale. Ophold til hverdagens mødesteder” og skulle konstruere figurer, der kan stå rundt om på pladser og mødesteder i Fjerritslev.
Skønt at komme væk fra skolebænken
Louise Juul Møller er oprindelig uddannet bygningsmaler men er nu i gang med en uddannelse til bygningskonstruktør på UniversityCollege Nordjylland:
- Det er skønt at komme væk fra skolebænken og ud og lave noget praktisk arbejde sammen med drengene, og det er mega fedt at vi har forskellig baggrund, slår Louise Juul Møller fast.
Det er Chano Bjerregaard enig i. Han arbejder til daglig på Thisted Cementvarefabrik men er lige nu på kursus til betonmager på AMU Nordjylland. Og han nyder godt af, at det er ham, der har den praktisk erfaring i hans gruppe.
- De spørger mig meget til råds - men det er også nyt for mig. Normalt får vi jo bare en tegning, vi skal arbejde ud fra, men her har vi udviklet det hele fra bunden. Betonworkshoppen er virkelig et godt initiativ, understreger Chano Bjerregaard.
Helena Knudsen går på 1. semester på Arkitektur & Design på Aalborg Universitet, og også hun nyder nu at sidde med en hammer og sætte lister på plads, så betonen ikke løber ud, når den skal hældes i formen.
Helena Knudsen arbejder sammen med sin gruppe om at producere en betonfigur, der skal pryde et sted i Jammerbugt Kommune. Foto:Anja Fals
- Det var virkelig en glædelig overraskelse at opdage, at de ting, vi laver skal bruges - så gør man sig nok lidt ekstra umage, fortæller Helena Knudsen, der synes, det er spændende at samarbejde på tværs. Jeg har fået en stor viden om materialer, jeg ikke ville have fået ellers, påpeger hun. Helenas gruppe var en af de tre vindere af konkurrencen.
Brug for flere betonfolk
Ideen til beton-workshoppen - der nu er den 13. i træk - kommer fra Center for Betonuddannelse, der er et tværfagligt center mellem de tre uddannelsesinstitutioner og Teknologisk Institut.
- Beton-workshoppen udsprang oprindeligt af et samarbejde mellem byggeriets aktører, hvor ideen var at udvikle noget, der både udfordrer de studerende på tværs af uddannelsesretninger og faglighed - og som samtidig udnytter betonens potentiale, forklarer faglærer Torben Dybdal Jensen, AMU Nordjylland, og leder af Center for Betonuddannelse Frede Holst Andersen fortsætter: - Vi vil gerne bidrage til at udbrede kendskabet til beton som verdens mest brugte byggemateriale. Og her gør det altså en forskel, at de studerende ved, at det, de laver på betonworkshoppen, ikke bare er for sjov, men at det bliver stillet op og skal bruges af andre.
Undervejs i beton-workshoppen har nordjyske virksomheder som Aalborg Portland, Hi-Con, Rambøll og Kroghs gavmildt delt ud af deres faglige viden til de studerende, og det er der en naturlig forklaring på:
- Det er stadig muligt at skaffe medarbejdere og lærlinge i vores del af landet, men det bliver ikke ved. Derfor har vi som virksomhed også en interesse i at skærpe interessen for beton blandt de studerende og dermed være med til at sikre, at der også fremover er veluddannede medarbejdere, vi kan trække på, slår underdirektør Lars Andersen, Krogh A/S, fast.
Ikke bare skal de 30 betonfigurer stilles op; de er også blevet bedømt dels af en dommerkomite bestående af fagfolk fra de tre uddannelsesinstitutioner, dels af en flok børnehavebørn fra Jammerbugt Kommune.
Disse tre flotte skulpturer blev valgt som de tre vindere af konkurrencen. Foto: Anja Fals
Kontakt
Faglærer Torben Dybdahl Jensen, AMU Nordjylland, tlf. 96 33 23 56.
Pressekontakt Sanne Holm Nielsen, AAU, tlf. 99 40 35 17.