AAU bedste ingeniøruniversitet i Europa

AAU bedste ingeniøruniversitet i Europa

Aalborg Universitet er rangeret som det bedste universitet i Europa og som nummer otte i hele verden inden for ingeniørvidenskab. Det viser ranglisten Best Global Universities, som U.S. News & World Report netop har offentliggjort.

Inden for ingeniørvidenskab er Aalborg Universitet sprunget fra en plads som nummer 18 til en flot ottendeplads blandt verdens universiteter. Blandt andet overhaler AAU nu Stanford University og Georgia Tech. Det giver samtidig en plads som det bedste ingeniørvidenskabelige universitet i Europa. En position som blandt andet danske virksomheder nyder godt af.

Hos AAU’s ledelse er der stor glæde over den flotte placering på ranglisten.

- Det er en god dag for AAU, og vi er selvfølgelig stolte over, at vores dygtige forskere og medarbejdere på ingeniørfeltet har sikret os denne fornemme placering. Derudover glæder mig at se, at vi også tager nogle gevaldige spring op ad listerne inden for andre fagområder. Det er et udtryk for den bevægelse vi er inde i, hvor vi i større grad markerer os positivt på den internationale scene, siger rektor Per Michael Johansen.

Det er nemlig ikke kun inden for ingeniørvidenskab, at AAU er i fremgang. På en lang række andre parametre forbedrer AAU sig markant. Blandt andet er AAU gået fra en plads som nummer 376 til 290 af verdens ca. 17.000 universiteter. Og også på områderne inden for IT, samfunds- og folkesundhedsvidenskab og klinisk medicin er der fremgang.

Glæde hos dekaner

Også de tre dekaner, der repræsenterer ingeniørvidenskaben på AAU, ser på placeringen med stolthed.

Det er et bevis på, at vi er blandt de bedste i verden; at vi har nogle stærke forskningsmiljøer, en stærk undervisningsmodel (PBL) og stærke samarbejdspartnere. Resultatet er også udtryk for et langt sejt træk, hvor AAU har arbejdet hårdt for at skabe en unik ingeniørprofil, siger dekan for det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet, Mogens Rysholt Poulsen. - Med den flotte placering er det desuden min forventning, at vi kan tiltrække endnu flere stærke internationale profiler til vores i forvejen stærke forskningsmiljøer.

U.S. News & World Report’s rangliste over verdens universiteter er den ældste og en af de mest betydningsfulde af sin slags.

Se hele ranglisten fra US News & World Report her.

Kontakt

  • Bo Jeppesen, Strategisk rådgiver tlf. 6140 4061, e-mail boje@adm.aau.dk
  • Mogens Rysholt Poulsen, dekan for Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet, tlf. 2215 1444, e-mail: dekan-engineering@adm.aau.dk 
  • Sanne Holm Nielsen, pressekontakt, tlf. 9940 3517, shn@adm.aau.dk
Nyhedsliste år 2017