AAU og Geodatastyrelsen har i flere år arbejdet sammen på en række områder, men styrelsens flytning fra København til Aalborg i efteråret har nu givet anledning til, at de to institutioner intensiverer samarbejdet. Fredag blev det markeret ved, at parterne underskrev en formel rammeaftale ved et arrangement på Aalborg Universitet.
Fagligt match
Udover den geografiske nærhed har AAU og Geodatastyrelsen også et stærkt fagligt match. Det gælder blandt andet inden for uddannelsen af landinspektører, som AAU er det eneste danske universitet, der udbyder, og som Geodatastyrelsen står for beskikkelsen af. Men også på en lang række andre fagområder kan styrelsen og universitetet drage nytte af hinanden i fremtiden.
Der er ingen tvivl om, at vi med rammeaftalen får mange flere samarbejder. Vi får kvalificeret input i forhold til vores forskning og til vores uddannelser. Og vi håber i høj grad også, at vi kan være med til at udfordre styrelsen på de områder, hvor der er brug for udvikling og ny viden, sagde AAU’s rektor Per Michael Johansen ved arrangementet.
Bred aftale
Også Pia Dahl Højgaard, der er direktør for Geodatastyrelsen, ser frem til det øgede samarbejde imellem parterne, og hun ser masser af muligheder for samarbejder, som rækker langt ud over landinspektøruddannelsen.
Aftalen viser, at der i det nordjyske er basis for et inspirerende, forskningsbaseret samarbejde, som kan bidrage til, at begge institutioner bliver endnu bedre til det, vi er sat i verden for, sagde Pia Dahl Højgaard blandt andet.
Projekter i støbeskeen
Nogle af de konkrete projekter, der er i støbeskeen er blandt andet inden for ejendomsregistreringsområdet, men på sigt vil projekter inden for det maritime og det arktiske område også være oplagte samarbejdsområder.
Kontakt
- Rådgiver Bo Jeppesen, AAU, tlf. 6140 4061, e-mail: boje@adm.aau.dk
- Presse- og kommunikationsansvarlig, Michael Borg Rasmussen, Geodatastyrelsen, tlf. 7254 5150, e-mail: mibra@gst.dk