I dag bliver bioethanol primært fremstillet i stor skala i lande som Brasilien og USA, og indtil nu har en produktion i mindre skala ikke været rentabel. Det forsøger det danske firma Scale Biofuel i samarbejde med Aalborg Universitet og institutioner i Uganda nu at udfordre i projektet "Sustainable consumption and production of biofuel in Uganda", og det er netop det projekt, som Mads Skjærbæk tager udgangspunkt i i sit speciale.
- I blandt andet Uganda oplever man et akut lokalt problem med partikelforurening, der blandt andet skyldes, at kvinderne står og laver mad ved ildsteder. Det er super usundt for dem. Med en lokal og billig produktion af bioethanol, vil man kunne komme dette problem til livs og samtidig udnytte resterne af de afgrøder, som lokalsamfundet dyrker på deres marker, fortæller Mads Skjærbæk.
Ved hjælp af nogle lave overdækkede bassiner, som samtidigt fungerer som solfangere, vil destillation af bioethanol kunne finde sted lokalt. I første omgang er tanken, at ethanolen skal bruges som energikilde direkte i kogeblussene, men på sigt kan man forstille sig, at bioethanolen kan bruges til at drive en mindre generator, så en lille landsby kan generere deres egen strøm.
Målet med Mads Skjærbæks speciale er at optimere det setup, man bruger i projektet i Uganda.
- Jeg skal sikre, at den reaktor, der bruges til fremstillingen af ethanol fungerer så optimalt som muligt i forhold til det klima, hvor den skal bruges. Jeg undersøger fx, hvad omrøring og flow betyder for mængden af ethanol, der bliver produceret. Og så skal jeg undersøge gæringsprocessen i forhold til døgnets temperaturer, fortæller Mads Skjærbæk.
Bevilling sikrer mere retvisende resultater
For nylig fik Mads Skjærbæk bevilliget en donation fra Siemensfonden på 27.500 kr., som skal bruges til at købe en BlueSens ethanol sensor. Den nye sensor er en væsentlig opgradering af det udstyr, som Mads Skjærbæk har til rådighed i dag.
- Det er rigtig fedt, at jeg har fået mulighed for at købe en ny sensor, og det betyder rigtig meget for mit projekt. Jeg har en sensor nu, men den kan ikke måle over 3 procents ethanol. Men når ethanol gærer, kommer det snildt op på 20 procents ethanol, så med den nye sensor får jeg mulighed for at måle på nogle lidt mere realistiske koncentrationer, siger Mads Skjærbæk
Fakta
-
Pilotprojektet I Uganda hedder "Sustainable consumption and production of biofuel in Uganda" og er finansieret via et NCF grant fra den Nordiske Udviklingsbank.
-
Mads Skjærbæk er specialestuderende på uddannelsen i Bioteknologi på AAU .
-
Mads Skjærbæk forventer at aflevere sit speciale til sommer.
Kontakt
- Specialestuderende Mads Skjærbæk, telefon 4244 9989
- Specialevejleder, lektor Niels Thomas Eriksen, telefon 4059 2685
- Pressekontakt Sanne Holm Nielsen, telefon 9940 3517