Politikere og embedsmænd har pligt til at sige sandheden. Det står i loven. Alligevel er domme, politiske næser og mistillidsvota for brud på sandhedspligten blevet et fast tema i den offentlige debat. Selvom antallet af og spændvidden i sagerne er vokset, har der manglet en videnskabelig kortlægning af sagerne om brud på pligterne. Denne dokumentation har en forsker på Aalborg Universitet nu foretaget.
Ikke en ret, men en pligt
Ifølge lektor, ph.d. og specialist i forvaltningsret Sten Bønsing fra Juridisk Institut, Aalborg Universitet, er embedsmænd og ministre omfattet af sandhedspligten i alle tjenstlige handlinger uanset om det er informationer til ledelsen, pressen, borgere, Folketinget eller andre. Desuden må oplysningerne ikke være misvisende, og de skal være relevante og tilstrækkeligt detaljerede til, at modtageren reelt er informeret. Ligeledes må der ikke udelades faktuelle eller juridiske oplysninger, som er af afgørende betydning for forståelsen af det svar, det forhold eller den sag, der informeres om. Der er med andre ord tale om en ganske fasttømret regel, hvilket en række sager fra bl.a. Integrationsministeriet viser med al tydelighed.
- Sandhedspligten har fx været en del af sagen om Inger Støjbergs håndtering af den såkaldte barnebrud- sag, hvor ministeren har måttet beklage over for Folketinget, at hun har givet forkerte oplysninger. Sagen viser også, hvor vigtigt det er, at ministeren modtager korrekte og retvisende oplysninger fra embedsmændene, fortæller Sten Bønsing.
Folketinget vægter sandhedspligten højt
Ved siden af et egentligt juridisk, retligt ansvar er det ifølge Sten Bønsing tydeligt, at Folketinget tillægger sandhedspligten stor betydning for det politiske arbejde, og at spørgsmålet ofte fører til kritik af ministre og jævnligt også til, at ministre – mere eller mindre frivilligt – går af.
- Sagen om integrationsminister Inger Støjbergs adskillelse af asylpar viser, at det politiske ansvar er meget strengere end det juridiske. Vi kan se, at uanset, om reglerne om vildledning er overholdt, så har Folketingets partier stor fokus på, at det er vigtigt, at Folketinget modtager korrekte og dækkende oplysninger, når de skal behandle sager, siger han.
Svært at placere det juridiske ansvar
Sandhedspligten for ministre er lovfæstet i ministeransvarlighedsloven fra 1964, men antallet af domme for overtrædelse af pligten er meget få.
- Loven blev faktisk vedtaget netop som følge af en sag om vildledning af Folketinget, men det er meget svært at placere et egentligt juridisk ansvar, når det gælder ministres overtrædelse af sandhedspligten, fordi det skal ske ved en rigsret, som vi har meget få eksempler på, fortæller Sten Bønsing.
Derimod viser den gennemgang, som Sten Bønsing har foretaget, at der er flere domme om embedsmænds vildledning, end forventet. Og embedsmænd risikerer både strafansvar og afskedigelser.
Forskningsresultaterne er netop publiceret i et af de mest anerkendte juridiske tidsskrifter, Ugeskrift for Retsvæsen, og udgør et delelement i en større analyse omkring embedsmænds ansvar og pligter.
Yderligere information:
Lektor, Ph.d. Sten Bønsing, Juridisk Institut, Aalborg Universitet, tlf.: 9940 8269 eller e-mail: sb@law.aau.dk