Forskning viser, at kultur har en positiv effekt på både den psykiske og fysiske sundhed

Forskning viser, at kultur har en positiv effekt på både den psykiske og fysiske sundhed

I en ny rapport samler Nordjysk Center for Kultur og Sundhed en række internationale forskningsresultater om effekten af at bruge kunst og kulturaktiviteter i sundhedssammenhænge. Det viser, at tilbud om kunst og kulturaktiviteter bl.a. giver patienter øget livskvalitet, mindre træthed samt reducerer angst, stress og smerter.

Sidste sommer dannede Aalborg Kommune, Region Nordjylland, Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet Danmarks første større netværk omkring kultur og sundhed, Nordjysk Center for Kultur og Sundhed (NOCKS), med det formål at udvikle ny viden på området og implementere den i praksis. Og nu er aktørerne i NOCKS klar med resultaterne af den første undersøgelse. I en helt ny rapport har postdoc Anita Jensen og professor Lars Ole Bonde fra musikterapi ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet således systematisk gennemgået og samlet de internationale forskningsresultater om effekterne af at bruge kulturtilbud i sundhedssammenhænge.

Det viser, at der i kliniske sammenhænge er god dokumentation for, at kunst, kultur og kreative aktiviteter kan have en positiv effekt på både den psykiske og fysiske sundhed. Rapporten peger i den forbindelse på en række overordnede positive psykologiske og somatiske ændringer som fx forbedret fysisk tilstand, positiv terapeutisk virkning på mental sundhed, forbedret arbejdsglæde og trivsel på arbejdspladsen for sundhedsfagligt personale og styrkelse af positive relationer mellem patienter og sundhedsfagligt personale.

- Hvis målet er en socialt ansvarlig, etik forsvarlig og samfundsmæssig bæredygtig sundhedssektor, er forebyggelse en del af løsningen. Netop her kan kunst og kultur få en nøglerolle, der kan sætte fokus på det hele menneske.  Som en anden samfundshjælper kan kunst og kultur hjælpe os med til at lukke op, siger regionsrådsformand i Region Nordjylland Ulla Astman.

Rapporten peger på nye forskningsområder

I rapporten præsenteres resultater fra både Europa, USA og Australien, og de dækker over forsøg med at tilbyde kunst og kulturaktiviteter til meget forskellige målgrupper som bl.a. børn, ældre, krigsveteraner og sundhedspersonale. Derudover har forskningen været målrettet patienter med forskellige sygdomme som fx kræft, hjertekarsygdomme, Parkinson, PTSD, skizofreni og depression. Resultaterne viser i den forbindelse, at kultur giver forbedret mental sundhed på forskellige niveauer bl.a. i form af bedre coping, færre negative følelser, øget livskvalitet, reduktion i angst, bedre kropsforståelse, reduceret agitation, forbedret social interaktion, reduktion af stress og lavere depressionsniveau. Samtidig ses en række fysiske forbedringer som mindre træthed, øget aktivitetsniveau og reducerede smerter.

- For os er det rigtig spændende forskning, der viser, at Aalborg Kommunes store satsning med at tilbyde borgere med stress, angst og depression kulturaktiviteter er en rigtig gangbar vej med store potentialer. Det bestyrker mig også i, at Aalborg Kommunes beslutning om at samle sundhed, kultur og fritidstilbuddene i en samlet forvaltning for netop at understøtte dette store potentiale er den helt rigtige beslutning, understreger Mads Duedahl, der er rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.


Rapporten peger imidlertid også på, at der er områder, hvor det er nødvendigt med yderligere forskning. Der er således endnu ikke tilstrækkelig forskning på området til at kunne konkludere, at det er muligt at spare penge i sundhedsvæsnet ved at tilbyde kunst og kulturaktiviteter til borgerne. Derfor råder forskerne til, at der gennemføres flere forskningsprojekter på dette område, ligesom de peger på, at man med fordel kunne undersøge effekten af kunst og kulturdeltagelse for folkesundheden i Danmark, som forebyggelse, behandling og rehabilitering i ikke-kliniske sammenhænge og som katalysator for fælleskaber, social inklusion og social kapital.

- Fusionen mellem sundhed og kultur er meget spændende for vores samfund, og i Danmark er feltet endnu ikke etableret så godt som i vores nabolande. Det er derfor oplagt, at musikterapimiljøet med sine stærke forskningsfelter danner ramme om et videnscenter, der netop ønsker at samle og skabe viden på tværs af organisationer og sektorer, siger dekan for Det Humanistiske Fakultet på AAU Henrik Halkier.

Læs mere:

- Læs rapporten ”En systematisk gennemgang af den internationale litteratur om kultur og sundhed”

- Besøg NOCKS’ hjemmeside

- Læs om Aalborg Kommunes projekt ”Kulturvitaminer”, der er et forsøg med kultur på recept til borgere med stress, angst eller depression

For yderligere information kontakt:

Anita Jensen på tlf.: 60 19 12 76 eller på e-mail: anita@hum.aau.dk

Stine Lindahl Jacobsen på tlf.: 99 40 91 03 eller på e-mail: slj@hum.aau.dk

 

Nyhedsliste år 2017