Forskningsprojekt om udsatte børn og unges retsbeskyttelse modtager 3 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond

Forskningsprojekt om udsatte børn og unges retsbeskyttelse modtager 3 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond

De senere år har der været stor fokus på børne- og ungeområdet. Der har været uhyggelige enkeltsager i medierne, og man har via lovændringer forsøgt at lave et regelsæt på området, som skal sikre, at dem, der har særlige støttebehov får den nødvendige og rigtige hjælp. Gentagne undersøgelser har imidlertid vist, at der på trods af regelændringerne stadig er betydelige fejl og mangler i den kommunale sagsbehandling.

Behovet for forskning i det efterhånden ganske komplicerede retsgrundlag og i selve anvendelsen af regelgrundlaget er derfor påtrængende. En donation på 3 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond muliggør et 3-årigt projekt, der skal forske i børn og unges rettigheder og retsbeskyttelse samt kommuners praksis på området.

Projektet drives af Den Socialretlige Forskningsgruppe ved Juridisk Institut på AAU og tilrettelægges og gennemføres i samarbejde med en række kommuner. Intentionen er ikke at praktisere ”fejlfinding” i kommunerne men at identificere barrierer i praksis for dermed at kunne bidrage med bud på eventuelle løsninger.

”De forskellige fagligheder, der bliver involveret i projektet betyder, at vi både kan fokusere på regelgrundlaget og være med til at skabe løsninger i den praktiske anvendelse af reglerne, hvilket i sidste ende gavner de børn og unge det hele handler om”, udtaler forskningsleder, lektor Trine Schultz.

 

Yderligere information og kontakt

Forskningsleder for den socialretlige forskningsgruppe, Lektor Trine Schultz tlf. 9940 8126, mail: ts@law.aau.dk

Læs mere om det Den socialretlige forskningsgruppe samt medlemmerne i gruppen på www.socialret.aau.dk

 

Fakta

Forskningsprojektet igangsættes 1. september 2017 og strækker sig over 3 år. Projektet er forankret hos den socialretlige forskningsgruppe hos Juridisk Institut AAU og gennemføres i samarbejde med forskellige kommuner. Det Obelske Familiefond støtter projektet med 2.969.724,00 kr.

Nyhedsliste år 2017