IEEE er verdens største professionelle forening for ingeniører og tæller mere end 425.000 medlemmer på verdensplan. IEEE består af 39 societies, der hver repræsenterer et særligt fagområde inden for ingeniørvidenskaben, og det er ét af de societies, IEEE PELS, som Frede Blaabjerg bliver præsident for i 2019 og 2020.
IEEE PELS er et internationalt society, der består af mere end 9.000 forskere og praktikere inden for effektelektronik-feltet. Da det blev grundlagt i 1988, var effektelektronik blot en mindre nicheteknologi, og ingen havde dengang forestillet sig, hvor afgørende en rolle teknologien ville komme til at spille i omstillingen til bæredygtig energi. Det er den i dag, hvor blandt andet vindmølle-, bil- og solcelleindustrien og det samlede energinet er dybt afhængig af den forskning, der pågår inden for området. Frede Blaabjergs udnævnelse til præsident understreger Aalborg Universitets unikke position inden for effektelektronik.
- Når en topforsker som Frede opnår en post som denne, så giver det selvfølgelig hele universitetet et boost – også på den internationale bane. Jeg håber, at det kan medvirke til, at endnu flere internationale forskere og samarbejdspartnere får øjnene op for Aalborg Universitets kvaliteter, siger rektor Per Michael Johansen. – Men først og fremmest er det en kæmpe anerkendelse af den store betydning, Frede har inden for forskningen i effektelektronik.
Et ultimativt bidrag
I flere år har Frede Blaabjerg markeret sig som en af de mest indflydelsesrige forskere inden for effektelektronik, og han er blevet hædret ved adskillige lejligheder – blandt andet indtog han pladsen som verdens mest citerede forsker per publikation inden for fagfeltet ”engineering” tidligere på året. Derfor er udnævnelsen til præsident for IEEE PELS en slags krone på værket efter at have været engageret i IEEE i 32 år.
- Som yngre forsker og medlem af IEEE tænkte jeg aldrig over, at jeg skulle være præsident for et society. Men i takt med, at jeg har engageret mig mere og mere i organisationens arbejde, jo mere har jeg selvfølgelig også tænkt, at det ville være det ultimative at prøve, og at det ville være et ultimativt bidrag til dette society, siger Frede Blaabjerg.
Han vurderer, at han i høj grad kommer til at trække på den ledelseserfaring, han har opnået på Aalborg Universitet, hvor han har været den helt store drivkraft i at opbygge et forskningsmiljø i verdensklasse.
- IEEE PELS er en kompliceret organisation, fordi mange lande og kulturer er repræsenteret, så jeg får helt sikkert brug for politisk tålmodighed for at få tingene til at spille sammen på tværs. Men jeg tror på, at jeg har de kompetencer, der skal til for at få det til at køre, siger Frede Blaabjerg.
Vil aktivere yngre kræfter
Nogle af de mærkesager, den kommende præsident for IEEE PELS kommer til at kaste sig over, bliver blandt andet at opnå en endnu større medlemsskare og ikke mindst at udvikle endnu bedre produkter, som gør, at medlemmerne føler, at de får ”value for money”. Men Frede Blaabjerg ser derudover også en vigtig opgave i at sikre et solidt generationsskifte i organisationen.
- Mange af de medlemmer, der bestrider de vigtigste poster i IEEE PELS, har efterhånden været aktive i organisationen i rigtig mange år. Så jeg ser en kæmpe opgave i at sikre, at den næste generation løbende kan blive optaget i nogle af de ledende organer, så de står klar til at tage over, siger Frede Blaabjerg.
Se IEEE PELS’s nyhed om Frede Blaabjergs udnævnelse her
Fakta
- Frede Blaabjerg er professor i effektelektronik og blev tidligere i år udnævnt til Villum Investigator. Derudover bestrider han også posten som vicepræsident for Akademiet for de Tekniske Videnskaber.
- IEEE – eller The Institute of Electrical and Electronic Engineers - er en verdensomspændende ingeniørforening med over 425.000 medlemmer fra mere end 160 lande.
- IEEE PELS er et af IEEE’s 39 societies og tæller over 9.000 medlemmer på verdensplan.
- I 2018 er Frede Blaabjerg ”President-Elect”, som skal give ham mulighed for at forberede sig på opgaven som præsident.
- I 2019 og 2020 indtager Frede Blaabjerg præsidentposten i IEEE PELS.
Kontakt
- Frede Blaabjerg, professor, AAU, tlf. 45 2129 2454, e-mail: fbl@et.aau.dk
- Bo Jeppesen, strategisk rådgiver, AAU, tlf. 6140 4061, e-mail boje@adm.aau.dk
- Sanne Holm Nielsen, pressekontakt, AAU, tlf. 9940 3517, e-mail: shn@adm.aau.dk