Gymnasieelever blev sluppet løs i den digitale virkelighed

330 elever fra Handelsgymnasiet Aalborg dedikerede i sidste uge en dag i innovationens og digitaliseringens navn. Nordkraft dannede rammen om en workshop, hvor tre virksomheder stillede med tre praktiske problemstillinger, som de gerne ville have elevernes konkrete løsninger på. Det fik de - til stor glæde for både virksomheder, elever og Handelsgymnasiet.

Eleverne gjorde det faktisk så godt, at Thomas Johannes Hansen, der er Sales & Marketing Consultant for Dankort i Nets, allerede undervejs ringede til sine kolleger og bookede et møde i den kommende uge, hvor han vil præsentere dem for nogle af de idéer, som han fik med sig hjem.

- Det har været utroligt givende for os at være med i dag. Eleverne arbejdede virkeligt hårdt, og de har leveret nogle super spændende resultater”, fortæller Thomas Johannes Hansen.

- Vi havde bedt eleverne komme med idéer til, hvordan man ved at udnytte de digitale muligheder, kan gøre en normal Dankort betaling med et plastikkort til en værdiskabende oplevelse gennem en betalings-app.

Se interviewet med Thomas Johannes Hansen fra Nets og Christian Christensen fra Xtel her: https://youtu.be/btH10lrKg6s

Tæt kobling til virkeligheden

Mads Rask Sørensen fra Handelsgymnasiet var især begejstret for workshoppens tætte kobling til virkeligheden. Han bakkes op af en de deltagende elever, Maria Skinbjerg, der uddyber:

- Jeg kan helt sikkert bruge dagen i dag i mine studier på handelsgymnasiet. Jeg læser på en innovativ linje, og dagen har givet os et rigtig godt indblik i, hvad der kræves af produkter i fremtiden, og hvilke problemstillinger, vi står over for.

Se interview med Mads Rask Sørensen og Maria Skinbjerg her: https://www.youtube.com/watch?v=fuTTW1up5-A

Nysgerrigheden blev vakt

Også Aalborg Universitet var glade. Uddannelsesleder Laust Høgedahl fra bacheloruddannelsen i Innovation & Digitalisering, som står bag arrangementet, siger:

- Vi er meget tilfredse med dagen. Virksomhederne præsenterede nogle spændende cases, vi satte den faglige ramme, og eleverne arbejdede fokuseret og målrettet med at generere nye idéer, så det har været en udbytterig dag for alle parter.

- Vi ville gerne vække de unges nysgerrighed i forhold til digitalisering og få dem til at se både de store muligheder, men også udfordringer, som digitaliseringen fører med sig, og det tror jeg er lykkedes ret godt. 

Se interview med Laust Høgedahl her: https://www.youtube.com/watch?v=FE6vBlm-29I

 

Workshoppen foregik i Nordkraft den 27. april og udover Nets deltog Aalborg Bibliotekerne og Xtel med cases, som eleverne fik lov at arbejde med.

For yderligere info kontakt:

Uddannelsesleder, ph.d. Laust Høgedahl: 9940 8178 / 6133 4125
Thomas Johannes Hansen, Nets på tjhan@nets.eu

 

Nyhedsliste år 2017