Udførelse af bygningsakustiske målinger beskrives i SBi-anvisning 217, som nu er kommet i en ny udgave, der er opdateret i henhold til Bygningsreglement 2015 og de nyeste europæiske standarder på området.
Anvisningen giver et ensartet grundlag for udførelse af bygningsakustiske målinger og kan anvendes, når der i byggetilladelsen stilles krav om kontrolmålinger som dokumentation for, at bygningsreglementets krav til for eksempel lydisolation er opfyldt – eller når en bygherre har ønsket dokumentation for lydforholdene.
Udover måling af lydisolation, omfatter anvisningen måling af efterklangstiden i rum og måling af støj fra installationer samt måling og beregning af trafikstøj fra veje og jernbaner.