IT-Branchen: Send flere kvinder

IT-Branchen: Send flere kvinder

Andelen af kvinder i IT-branchen er faldet drastisk siden begyndelsen af firserne. Det vil AAU råde bod på med en stort anlagt IT-Camp specielt rettet mod piger

Danske IT-virksomheder står på spring for at aftage IT-kandidaterne, når de er færdige med deres uddannelse. Faktisk er der ikke kandidater nok. Og slet ikke kvinder. I starten af 1980’erne var op mod en fjerdedel af de IT-studerende kvinder, mens der i dag kun er mellem 2 og 10 procent kvinder på de mest hardcore IT-uddannelser. Det er en af hovedårsagerne til, at AAU inviterer pigerne til 48 timers IT-Camp 2017.

 

IT, der gør dig sundere

Formålet med IT-Campen er at præsentere pigerne for de muligheder, der er med IT og udvikling, og vise dem, at det ikke er så svært, som mange går og tror. De bliver udfordret på traditionelle uddannelses- og karrierevalg og gjort interesseret i IT på et mere grundlæggende niveau.

– Den populære opfattelse er, at piger foretrækker de "bløde" fag, mens ingeniør- og teknikfagene er drengenes gebet. Men IT er ikke kun for drenge – langt fra. Det handler snarere om, at piger typisk har en anden tilgang til IT, siger Uffe Kjærulff, som er studieleder på IT-uddannelserne.

Ifølge Uffe Kjærulff vil pigerne ofte bruge teknikken som et middel til at nå et mål og udvikle noget brugbart, og netop derfor har IT-Camp et anvendelsesorienteret tema: ”IT, der gør dig sundere”. Deltagerne skal dykke ned i de måder, hvorpå IT kan hjælpe os med at spise sundt, motionere mv. Og campen styres naturligvis af kvindelige IT-studerende fra universitetet.

 

En del af regeringsgrundlaget

På Christiansborg har man også fokus på udfordringen med den store IT-efterspørgsel, som er skrevet ind som en del af regeringsgrundlaget. Her efterlyses blandt andet et tværgående samarbejde virksomheder og uddannelsesinstitutioner imellem – et område, AAU i forvejen lægger et stort arbejde i.

Med sponsorater fra virksomheder er det lykkedes at tilbyde deltagelse i IT-Campen ganske gratis med hotelovernatning, forplejning mv..

 

Succes i 2016

AAU afholdt sin første IT-Camp i foråret 2016 med deltagelse af 24 unge piger fra hele landet under temaet ”Gør hverdagen sjovere med IT”. Her prøvede deltagerne blandt andet kræfter med udvikling af apps til lektiehjælp, intelligent rejseplanlægning og styring til indhold i køleskabe. Og de blev positivt overraskede. Som for eksempel 19-årige Tilde udtalte efter campen:

– IT er meget bredere, end jeg lige regnede med. Man kan bruge IT til nogle virkelig spændende ting, og jeg kunne sagtens finde på at tage en IT-uddannelse, efter jeg har været med her.

 

Tilmeldingerne er begyndt at tikke ind, og på AAU ser man frem til at modtage en masse motiverede piger, som har lyst til at snuse til IT, prøve kræfter med IT-udvikling og høre mere om, hvad man kan med en IT-uddannelse.

 

Fakta

• IT-Camp varer i alt 48 timer – fra 10. april kl 12.00 til 12. april kl. 12.00 i hjertet af Aalborg

• Der er plads til 35 deltagere fra hele Danmark

• Deltagelse er gratis

• AAU sørger for indkvartering og forplejning

• Der vil være et tætpakket program med både faglige og sociale aktiviteter

• Sponsorer: IT-Vest samarbejdende universiteter, DEIF, Cego, BrainsBusiness og Netcompany. 

 

Kontakt og yderligere information

Specialkonsulent Lotte Finck, lfi@cs.aau.dk, 99 40 89 33

Studieleder Uffe Kjærulff, uk@cs.aau.dk, 99 40 72 21

Se mere på www.itcamp.aau.dk

Nyhedsliste år 2017