Komfort styrer vores energiforbrug

Komfort styrer vores energiforbrug

Det kræver mere end ny teknologi at nedsætte danskernes varmeforbrug. For at kunne ændre på danskernes energiforbrug, bliver vi nødt til at forstå danskernes komfortvaner.

I ny ph.d.-afhandling undersøger cand. soc. Line Valdorff Madsen fra SBi, hvad vi opfatter som komfort i vores boliger, og hvilken indflydelse det har på vores energiforbrug.

Komfort i boligen er både socialt og sensorisk, og mange forskellige materielle og energimæssige aspekter bidrager til vores komfort. Det kan være en blød sofa, et varmt gulv, et køligt soveværelse, en dyne, frisk luft udefra og solskin, der kommer ind i stuen. De sociale aspekter kan handle om, at boligen giver mulighed for at mødes om spisebordet til aftensmaden.

”For mange betyder gulvvarme komfort. Men det er sværere at regulere på varmen, når man har gulvvarme, end når man bruger radiatorer. Beboerne med radiatorer regulerer mere på varmen alt efter, om de føler, det er koldt eller varmt. De lukker også for radiatorerne, når de skal lufte ud. Med gulvvarme er der ca. et døgns forsinkelse, før man mærker ændringen, og derfor regulerer beboerne sjældent på det”, forklarer Line Valdorff Madsen.

Afhandlingen viser, at vi ikke bruger energi bare for at bruge energi, men at vi bruger energi til at opnå komfort og en hjemlig stemning i boligen. Og når man ændrer teknologien, ændrer man også beboernes vaner og deres opfattelse af, hvad der er komfort.

Line Valdorff Madsen forsvarede sin ph.d.-afhandling 21. april på Aalborg Universitet København.

 

Nyhedsliste år 2017