Måling af impact er omdrejningspunkt i en ny rapport

Lektor David Budtz Pedersen står bag en ny rapport for Det Frie Forskningsråd, der kortlægger måling af forskningsaktiviteter i både ind- og udland.

Lektor David Budtz Pedersen og videnskabelig assistent Jonas Grønvad fra Humanomics Research Centre på Institut for Kommunikation har i en ny rapport for Det Frie Forskningsråd kortlagt metoder og initiativer til at påvise effekterne af offentlig forskning. I rapporten, som er baseret på et litteraturstudie af danske og udenlandske erfaringer, skitserer han tendenserne inden for måling af forskningsaktiviteter i både Danmark og udlandet.

- Kortlægningen viser, at der er stor variation i internationale effektmålinger, og at det foregår på mange niveauer. Flere lande har udviklet forskningsevalueringssystemer, der tjener forskellige formål, mens andre lande benytter effektmålinger som direkte afsæt for fordeling af forskningsmidler. Andre lande igen benytter effektvurderinger, der primært tjener til erfaringsopsamling og læring, forklarer David Budtz Pedersen, som i øjeblikket også arbejder på et større forskningsprojekt, hvor han sammen med kollegaer fra 12 europæiske universiteter, myndigheder, erhvervsliv og interesseorganisationer er ved at udvikle redskaber til at beskrive den betydning, som humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning har for samfundet. Derudover undersøger de også, hvordan forskningen kan bidrage til innovation i virksomheder.

Læs rapporten om impact

For yderligere information kontakt:

David Budtz Pedersen på e-mail: davidp@hum.aau.dk

Nyhedsliste år 2017