Ny præsident i netværk for innovative universiteter

Ny præsident i netværk for innovative universiteter

Der er netop blevet valgt en ny præsident i European Consortium of Innovative Universities (ECIU). Han ønsker at styrke samarbejdet og videndelingen mellem forskere fra medlemsuniversiteterne. AAU har været medlem af ECIU siden 1997.

Victor van der Chijs er blevet valgt som ny præsident i European Consortium of Innovative Universities (ECIU), der er et netværk af europæiske universiteter, som arbejder strategisk med at styrke deres forskeres og studerendes position internationalt. Aalborg Universitet er ét af de 13 medlemmer, og rektor Per Michael Johansen er medlem af bestyrelsen.

- Vores fælles mål er at styrke videndeling blandt forskere og at åbne op for flere fundingmuligheder ved at engagere os i fundingprogrammer i Europa og andre steder, siger den nyligt udnævnte præsident i ECIU, Victor van der Chijs.

AAU er det eneste danske medlemsuniversitet og har været medlem af ECIU siden netværkets opstart i 1997. Der er en lang række af fordele ved at være en del af det internationale fællesskab. Øget mobilitet for studerende og ansatte på universiteterne er en af ECIU’s hovedprioriteter. Bestyrelsen arbejder hele tiden på at finde nye måder at støtte ansatte og studerende, der ønsker at tage på gæsteophold på de andre medlemsuniversiteter.

På ECIU’s hjemmeside er det også muligt at se faglige og sociale arrangementer på de andre universiteter, som interesserede kan deltage i. For eksempel blev der i efteråret gjort opmærksom på en workshop på Aalborg Universitet, hvor andre kunne få en grundig introduktion til AAU’s karakteristiske PBL-model.

 

Yderligere oplysninger:

Kommunikationschef Bo T. Andersen, tlf. 2071 2110, e-mail bta@adm.aau.dk

Se alle medlemmer af ECIU

Læs mere om ECIU på deres hjemmeside

Nyhedsliste år 2017