Syv bøger på samlet 1.077 sider. Det er omfanget af SBi’s eksisterende anvisninger om vådrum samt vand- og afløbsinstallationer. Men i relation til nye enfamiliehuse har SBi nu samlet al viden om disse emner på blot 118 sider.
I boliger er vådrum de dyreste og mest komplicerede rum at etablere, og derfor er der omfattende og detaljerede regler og anvisninger på området. Men hvis du laver vådrum, vand og afløb i nye enfamiliehuse, kan du nu nøjes med at forholde dig til de 118 sider i den nye SBi-anvisning 265, ’Småhuse – vådrum, vand- og afløbsinstallationer’.
Den nye SBi-anvisning henvender sig både til projekterende og udførende, der laver vådrum samt vand- og afløbsinstallationer i fritliggende eller sammenbyggede enfamiliehuse. Vådrum kan være badeværelser, wc-rum med afløb eller bryggers. Alle løsninger i anvisningen opfylder kravene i bygningsreglement 2015, vandnormen og afløbsnormen.
Løsningerne i anvisningen er udvalgt ud fra, hvor almindelige de er i enfamiliehuse. Som projekterende eller udførende vil du altså kunne finde svar på de fleste udfordringer, du støder på, når du skal etablere vådrum, vand og afløb i nye enfamiliehuse. Anvisningen indeholder detaljerede eksempler på gulv- og vægkonstruktioner og viser, hvordan vandtæthed opnås i belægninger, samlinger og ved gennemføringer. Afsnittene om vand- og afløbsinstallationer forklarer kort, hvordan installationerne projekteres og udføres. Det gælder bl.a. for installationer i jord og bygninger, installationskomponenter, anlæg for varmtvandsproduktion samt lokal afledning af regnvand (LAR).
Har du brug for specielle løsninger, der ikke er dækket af SBi-anvisning 265, kan du søge oplysninger i SBi’s øvrige anvisninger om vådrum samt vand- og afløbsinstallationer på www.anvisninger.dk, hvor du også kan finde den nye SBi-anvisning 265.
Derudover kan du deltage i SBi’s kommende kursus om vådrum, hvor det er forfatterne til den nye SBi-anvisning, der underviser. Kurset foregår 5. april i København.
Den nye SBi-anvisning 265 er baseret på
- SBi-anvisning 252, ’Vådrum’
- SBi-anvisning 234, ’Vandinstallationer – funktion og tilrettelæggelse’
- SBi-anvisning 235, ’Vandinstallationer – dimensionering’
- SBi-anvisning 236, ’Vandinstallationer – installationsdele og anlæg’
- SBi-anvisning 255, ’Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering’
- SBi-anvisning 256, ’Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter’
- SBi-anvisning 257, ’Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse’