- Det er en fornem anerkendelse at få fra kolleger. Og jeg kan allerede mærke, at interessen for vores forskning har været stigende, siden vi fik prisen for en uge siden.
Professor Jesper Jensen, Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, er netop vendt hjem fra verdens største internationale konference om akustik-, tale- og signalbehandling, International Conference on Acoustics, Speech, and Signal Processing (ICASSP) 2017, der fandt sted i New Orleans i begyndelsen af marts. Her modtog han og tre hollandske medforfattere branchens højeste anerkendelse for deres videnskabelige artikel ”An Algorithm for Intelligibility Prediction of Time-Frequency Weighted Noicy Speech”.
Det er efterhånden godt et par år siden, artiklen blev offentliggjort, men da prisen gives til en videnskabelig artikel, der har haft særlig stor indflydelse på forskningen, skal artiklen have været citeret i mange andre videnskabelige artikler og skrifter for overhovedet at komme i betragtning. Og så er det en eller flere professorkolleger, der indstiller netop denne artikel til prisen.
Jesper Jensen, der ud over at være professor på Aalborg Universitet, også er tilknyttet høreteknologi-virksomheden Oticon, modtog prisen sammen med kollegerne Cees H. Taal, Richard C. Hendriks og Richard Heusdens, alle fra Holland.
Algoritme kan erstatte lyttetests
Baggrunden for artiklen er et forskningsprojekt, som Oticon har lavet i samarbejde med det Tekniske Universitet i Delft, Holland.
- Uanset om man producerer telefoner, høretelefoner, høreapparater eller andre apparater, der transmitterer tale til et menneske-øre, er man interesseret i at sikre, at talesignalet modtages klart og tydeligt – også i støjfyldte rum, eksempelvis i bilen. Derfor arbejder man med støjreduktionsalgoritmer. Nogle fjerner uønsket støj effektivt, men i andre tilfælde kan disse algoritmer være for effektive – de fjerner noget af det talesignal, vi gerne vil modtage, forklarer Jesper Jensen og fortsætter:
- Normalt gennemfører man en række lytte-tests med et udvalgt panel. Men det er både tidskrævende og dyrt. Derfor har vi udviklet en algoritme, der kan erstatte en række lyttetests ved simpelthen at forudsige, hvad resultatet af lyttetesten vil være. På den måde kan spares rigtigt meget udviklings-tid. Og samtidig kan vores algoritme forudsige, hvilken algoritme der meste effektivt vil kunne forbedre lydmodtagelsen.
De fire forskeres algoritme har vist sig at være guld værd for alle, der arbejder med lyd-i-øret – hvad enten det er andre forskere eller virksomheder, der producerer apparater, som bruges til lydgengivelse i ørerne.
- Vores algoritme, der er frit tilgængelig, har vist sig at være meget præcis, og siden vi offentliggjorde artiklen, har algoritmen været downloadet utallige gange. Algoritmen er blevet en slags uofficiel standard blandt vores forskningskolleger: Vi kan se, at algoritmen ofte indgår i andre videnskabelige artikler, hvor der refereres til resultater af algoritmen i stedet for af lyttetests, forklarer Jesper Jensen.
Forskerpris kan åbne nye døre
Prisen, “IEEE Signal Processing Society’s Best Paper Award” uddeles en gang årligt, og selv om prisuddelingen på ingen måde kan sammenlignes med filmverdenens Oscars-uddeling, er det særdeles præstigefyldt at modtage den.
Ud over at Jesper Jensen kan glæde sig over at have modtaget prisen, smitter den også af på hans arbejdsplads; den skaber nemlig international opmærksomhed omkring forskningen i signalbehandling på Aalborg Universitet og kan dermed medvirke til at åbne nye døre til spændende internationale forskningssamarbejder.
Kontakt
Jesper Jensen, professor, Institut for Elektroniske Systemer, jje@es.aau.dk, 6068 9176
Nelly Sander, pressekontakt, Aalborg Universitet, nsa@adm.aau.dk, 2912 2559