Digitale billeder er i stigende grad blevet en del af børns verden og indgår i dag også i faget billedkunst i folkeskolen. Her skal eleverne lære at forholde sig til og udtrykke sig ved hjælp af digitale værktøjer. Men når billedkunstlærerne skal undervise i digitalt billedarbejde, støder de ofte på udfordringer. De teknologier, der typisk er til rådighed såsom stationære pc’er og digitalkameraer, giver en række praktiske og tekniske problemer. Desuden oplever lærerne ofte, at deres faglige og didaktiske forudsætninger for at undervise i digitalt billedarbejde er mangelfulde. Konsekvensen er, at mange lærere i billedkunst kun anvender it i mindre grad i undervisningen – nogle slet ikke.
I den forbindelse har Helle Rasmussen fra Institut for Kommunikation og Psykologi i en ny ph.d.-afhandling med titlen ”Kompleks betydningsfremstilling i digitalt billedarbejde og billedæstetisk kompetenceudvikling i skolen - En Design-Based-Research-inspireret undersøgelse af, hvordan it-didaktisk design kan fremme læringsudbyttet af digitalt billedarbejde på iPad på 5. klassetrin” udviklet en model for et it-didaktisk design af digitalt billedarbejde. Modellen anviser et set-up med valg af digitale medier og læremidler samt en række begrundede aktiviteter og tiltag i undervisningen.
- Modellen er et redskab til lærerne i deres tilrettelæggelse af undervisning i digitalt billedarbejde, som kan skabe grundlag for kvalificering og fornyelse af undervisningen i skolens billedkunstfag og i andre fag, hvor digitalt billedarbejde indgår. Det it-didaktiske design, som modellen anviser, fremmer et dobbelt læringsmål om henholdsvis kompleks betydningsfremstilling i billedarbejdet og udvikling af elevernes billedæstetiske kompetencer. Men det er vigtigt at understrege, at lærernes egne digitale billedkompetencer spiller en afgørende rolle for udfoldelse af modellen af det it-didaktiske design i praksis. Blandt andet af den grund er digitale billedkompetencer principielt relevante kompetencer for undervisere i alle fag og i alle læringskontekster, forklarer Helle Rasmussen.
Potentiale i tablets og digitale tavler
Den aktuelle undersøgelse har bl.a. vist, at der knytter sig et særligt potentiale til brugen af tablets i billedkunstundervisningen.
- En tablet udmærker sig ved at være et mobilt, multifunktionelt, hurtigt og let anvendeligt alternativ til de traditionelle medier. Med en tablet kan eleven nøjes med dette ene redskab, hvilket frigiver ressourcer til at fokusere på læreprocesserne omkring det digitale billedarbejde.
Samtidig giver touch-skærmen en fysisk interaktion med mediet, som svarer til den måde, man erfarer på, når hånden i analogt billedarbejde rører ved et materiale. Denne form for erfaring kaldes ’taktilt syn’, og min undersøgelse viser, at taktilt syn bl.a. kan fremme elevernes færdigheder i at etablere relationelle samspil mellem billeder og lyd, siger Helle Rasmussen, som også fremhæver potentialet i andre teknologier.
- En læringsplatform og digital tavle i undervisningen kan fungere som ramme for et praksisfællesskab omkring det digitale billedarbejde. Når eleverne bruger disse redskaber til at dele og reflektere over deres foreløbige såvel som færdige resultater, sker der en ’af-privatisering’ af billedarbejdet, som har læringsmæssig værdi. Dette i samspil med andre tiltag kan støtte og stimulere eleverne i deres arbejde med udvikling af det billedmæssige indhold og befordre refleksioner over samspil mellem indhold og form, understreger Helle Rasmussen.
For yderligere information:
Kontakt:
Helle Rasmussen, tlf.: 27 29 50 70, e-mail: hlr@hum.aau.dk
Pressekontakt: Susanne H. Knudsen på tlf.: 29 60 98 72 eller på e-mail: shk@hum.aau.dk