Fra den 27. til den 29. januar afholder Hjørring Gymnasium og HF-Kursus og Aalborg Universitet for sjette år i træk sprogcamp. Det sker denne gang med deltagelse af 185 elever fra 43 danske gymnasier. Dette er deltagerrekord i en tid, hvor fremmedsprog ellers er under pres i hele uddannelsessystemet. Men med sprogcampen har de to uddannelsesinstitutioner fundet et initiativ, der får unge til at rejse tværs gennem landet for at bruge en weekend på at arbejde med fremmedsprog.
- I år har vi oplevet en overvældende interesse for at deltage i sprogcampen, og det synes jeg er meget positivt. Presset på sproguddannelserne i øjeblikket nødvendiggør i høj grad en sprogcamp som denne, hvor sprogtalenterne får lejlighed til at møde hinanden og arbejde på samme høje niveau. De særlige opgaver på campen stiller desuden krav, som giver deltagerne en forsmag på, hvad det vil sige at arbejde professionelt med sprog. Det er vigtigt, for i Danmark har vi har mere end nogensinde brug for at opmuntre vores sprogtalenter til at uddanne sig inden for forskellige sprog, og vi fortæller også, hvor mange jobmuligheder der rent faktisk er, når man er dygtig til sprog. I dag kræver erhvervslivet dygtige sprogfolk; man skal helst kunne mindst to og gerne tre fremmedsprog, og vi taler i dag alvorligt om det store behov for dygtige sprogfolk. Der bliver altså rift om de unge, der kan sprog, og det gælder alle brancher, forudser rektor på Hjørring Gymnasium og HF-kursus Elsebeth Gabel Austin.
Sprog er nøglen til verden
Sprogcampen henvender sig til gymnasieelever med interesse og talent for enten engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk eller kinesisk. De får i løbet af weekenden mulighed for at deltage i workshops med undervisere og studerende fra AAU, inden det hele afsluttes med en stor messe søndag, hvor de unge sprogtalenter skal præsentere en case omkring en virksomhed, de har beskæftiget sig med hen over hele weekenden. Erhvervslivet er nemlig også repræsenteret på sprogcampen, og de unge får derfor lov til at samarbejde med virksomheder som LEGO, Polar Seafood, ECCO, Hirtshals Havn, EXPO-NET og Fynbo Foods.
- Det er vigtigt med et arrangement som dette, fordi sprog er nøglen til verden. Uden gode sprogkundskaber får vi jo ikke etableret de gode kontakter i Tyskland eller får landet den store ordre i Frankrig, understreger viceinstitutleder Lise-Lotte Holmgreen fra Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.
For yderligere information kontakt:
Elsebeth Gabel Austin, Hjørring Gymnasium og HF-kursus, på tlf.: 99 23 45 17 eller e-mail: au@hj-gym.dk
Lise-Lotte Holmgreen, Aalborg Universitet, på tlf.: 99 40 91 97 eller på e-mail: holmgreen@cgs.aau.dk
Pressemedarbejder Susanne H. Knudsen på tlf.: 29 60 98 72.