nyhed

AAU-professor i selskab med Tesla og Graham Bell

AAU-professor i selskab med Tesla og Graham Bell

Professor Frede Blaabjerg er dette års modtager af den prestigefulde pris IEEE Edison Medal 2020 for 30 års forskning i effektelektronik. Gennem sit arbejde har han skabt grundlaget for, at sol- og vindenergi i dag er et reelt alternativ til kul og olie

Frede Blaabjerg, der er professor på Aalborg Universitet (AAU), markerer sig endnu engang som en af verdens allermest betydningsfulde energiforskere. Denne gang som modtager af IEEE Edison Medal 2020, der er en af verdens mest anerkendte priser inden for ingeniørvidenskab. Siden medaljen blev overrakt første gang i 1904 har den været givet til kendte videnskabsmænd som blandt andre Nikola Tesla og Alexander Graham Bell.

Som andre modtagere af prisen har Frede Blaabjergs arbejde skabt revolutionerende ændringer i samfundet. Gennem 30 års forskning i effektelektronik har han skabt grundlaget for, at sol- og vindenergi i dag er et reelt alternativ til fossile brændsler som kul og olie.

Uden effektelektronik kan strøm fra vindmøller og solpaneler ikke overføres til el-nettet, og Frede Blaabjergs nyskabelser har blandt andet mangedoblet effektiviteten og stabiliteten af den tidlige effektelektronik. Hans forskning har dermed været altafgørende for, at en vindmølle i dag kan producere 200 gange så meget strøm som for 30 år siden.

Med så markante meritter i bagagen, er det heller ikke første gang, Aalborg-professoren modtager en højtrangeret international pris. Alligevel betyder denne pris noget ganske særligt.

- Jeg er super stolt af at modtage den her pris, som jeg altid har betragtet som tæt på uopnåelig. Det er stort at komme i selskab Nikola Tesla og Alexander Graham Bell for en over 100 år gammel pris, som jeg tilmed er den første til at modtage inden for effektelektronik-feltet. Det er en markant cadeau til forskningsområdet, til dansk ingeniørvidenskabelig forskning og ikke mindst til hele forskningsmiljøet på AAU, som har været verdensledende over de sidste 15 år, siger Frede Blaabjerg.

Han skulle have modtaget medaljen ved en ceremoni i Vancouver i sidste uge, men på grund af coronakrisen modtager han den med posten en af de nærmeste dage. I stedet vil Frede Blaabjerg blive hædret ved næste års ceremoni.


Markant aftryk på den grønne omstilling

Hos ledelsen på AAU mærker man tydeligt respekten for det aftryk, Frede Blaabjergs forskning har sat på verden og den grønne omstilling. Og stoltheden over, at IEEE Edison Medal i år er gået til en AAU-forsker, er heller ikke til at tage fejl af.

- Frede Blaabjerg er et unikum, hvis bidrag til dansk og international forskning og industri er helt uovertruffen. Men hans arbejde rækker ud over det. Den grønne omstilling havde slet ikke været mulig uden de resultater, Frede Blaabjerg har leveret gennem årene. Som land kan Danmark være stolt af at have en kapacitet som ham på den internationale forskerscene, siger Per Michael Johansen, der er rektor på AAU.

Per Michael Johansen understreger desuden Frede Blaabjergs markante aftryk på det forskningspolitiske område, hvor han gennem mange år har haft fremtrædende poster i en række forskningsråd. Senest har uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen udpeget Frede Blaabjerg som formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR).

Læs mere om IEEE Edison Medal her.


Om Frede Blaabjergs forskning (se vedhæftet rapport)

Konsulenthuset IRIS Group har for nylig udarbejdet en rapport for Aalborg Universitet, der beskriver forskningsområdet effektelektroniks betydning for den grønne omstilling samt Frede Blaabjergs bidrag til netop dette forskningsfelt. Hovedpointerne fra publikationen er:

  • Frede Blaabjergs forskning har været vigtig for, at mere end 50 pct. af elektriciteten i dag kommer fra vedvarende energikilder i Danmark.
  • Aalborg Universitet har bidraget væsentlig for, at vindmøllers kapacitet er 200 gange større end i begyndelsen af 1990´erne.
  • Langt de fleste vindmøller og solcelleanlæg i verden indeholder teknologi, der bygger på principper udvik­let af forskere på Institut for Energiteknik på AAU.
  • Aalborg Universitets forskning har skabt grundlaget for flere tusinde jobs i dansk industri.
  • Målt på bredt anerkendte kvalitetsmål er Frede Blaabjerg en af verdens førende forsker inden for ingeniørvidenskab.
  • Hovedparten af Aalborg Universitets forskning i effektelektronik foregår i samarbejde med virksomheder i ind- og udland.

Læs hele rapporten her.

Om Frede Blaabjerg

  • Frede Blaabjerg er professor i effektelektronik.
  • Frede Blaabjerg er formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR).
  • Frede Blaabjerg er vicepræsident for Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV).
  • Frede Blaabjerg er præsident for IEEE Power Electronics Society (PELS) i 2019 og 2020. IEEE PELS er et af IEEE’s 39 societies og tæller over 10.000 medlemmer på verdensplan.
  • I 2017 blev Frede Blaabjerg udnævnt til Villum Investigator.
  • Frede Blaabjerg modtog Global Energy Prize 2019.

Læs artikel fra Ingeniøren her.


Kontakt

  • Frede Blaabjerg, professor ved Institut for Energiteknik, AAU, tlf.:  2129 2454, e-mail: fbl@et.aau.dk
  • Bo Jeppesen, chefrådgiver, AAU, tlf. 6140 4061, e-mail: boje@adm.aau.dk