nyhed

Danmarks første uddannelse i cybersikkerhed

Danmarks første uddannelse i cybersikkerhed

Cybertruslen mod danske virksomheder og offentlige institutioner har aldrig været større. Det råder Aalborg Universitet (AAU) i København nu bod på ved at uddanne landets kommende specialister i cybersikkerhed

Nu bliver det muligt at læse cybersikkerhed på AAU’s campus i København. Universitetet udbyder en helt ny kandidatuddannelse i cybersikkerhed – den første og eneste i Danmark. Uddannelsen skal hjælpe med at opfylde det stadigt stigende behov for ekspertise inden for området, så både virksomheder og offentlige institutioner kan modstå fremtidige angreb.
 

Et stadigt stigende behov for eksperter

Undersøgelser viser, at truslen mod danske virksomheder og offentlige institutioner fra cyberangreb er stærkt stigende. Samtidig bliver konsekvenserne af angreb og nedbrud større og større. Ifølge Center for Cybersikkerhed har alle virksomheder og organisationer i dag et akut behov for at beskytte deres ressourcer og systemer samt for at overvåge og løbende iværksætte nye tiltag til forebyggelse af cyberangreb.

På samfundsplan vurderes trusselsniveauet som ”meget højt” inden for områder som cyberspionage og cyberkriminalitet, og der er især fokus på kritisk infrastruktur og strategiske områder som sundheds-, energi-, finans-, tele-, søfarts- og transportsektorerne. Derfor er der stor efterspørgsel efter eksperter inden for området – en efterspørgsel, som bliver imødekommet med den nye uddannelse.

− Vi oplever, at rigtig mange virksomheder har udfordringer med at besætte stillinger inden for cybersikkerhed, og manglen på kandidater med ekspertise inden for netop dette vil stige de kommende år. Derfor har vi brug for unge, der vil uddanne og specialisere sig i cybersikkerhed”, siger Jens Myrup Pedersen, lektor i cybersikkerhed ved Institut for Elektroniske Systemer, AAU.
 

Stærk teknisk profil og faglighed

De uddannede kandidater i cybersikkerhed vil få en stærk teknisk profil og en god forståelse for den kontekst, den tekniske faglighed indgår i.

− De unge får viden om væsentlige anvendelsesområder og erfaring med at omsætte den tekniske viden til udvikling af løsninger, fx inden for analyse, design og implementering af sikre systemer og software, analyse og håndtering af cybertrusler og forebyggelse af cyberangreb på forskellige typer af systemer”, forklarer Jens Myrup Pedersen.

 

FAKTA

  • Kandidatuddannelsen udbydes fra september 2020 på AAU, Campus København
  • Ansøgningsfristen til kandidatuddannelsen er 1. marts 2020

 

KONTAKT

Jens Myrup Pedersen, lektor i cybersikkerhed, Institut for Elektroniske Systemer, AAU, tlf. 2184 7931, jens@es.aau.dk
Nelly Sander, presseansvarlig, Det Tekniske Fakultet for IT og Design, AAU, tlf. 9940 2018, nsa@adm.aau.dk