De sidste dages hurtige smittespredning i Nordjylland og risikoen for, at Videnskabsmødet kan medvirke til at eskalere antallet af smittede, får arrangørerne til at aflyse Videnskabsmødet. Det skulle have været afholdt i Aalborg lørdag den 3. oktober. Nogle arrangementer kan dog i stedet opleves digitalt og i radioen.
Aflysningen sker til trods for, at Videnskabsmødet i lyset af corona-epidemien var planlagt i en formindsket og tilpasset version for at begrænse smitterisikoen. Nu eskalerer smitten og nye restriktioner gør, at en lang række af aktiviteterne ikke kan gennemføres som planlagt. Derfor finder arrangørerne det mest ansvarligt at aflyse.
- Beslutningen er nødvendig, men træls. Vi havde glædet os til at vise både unge og familier, hvad videnskaben kan. Men vi har som store kultur- og uddannelsesinstitutioner et særligt ansvar for at udvise forsigtighed og ikke løbe unødige risici, når corona-smitten udvikler sig, siger strategisk chefrådgiver på AAU, Bo Jeppesen.
- Risikoen er for stor, når Videnskabsmødet – trods alle tiltag for at overholde myndighedernes krav til denne type begivenhed – er baseret på mange mennesker samlet ét sted. Som et plaster på såret kan vi tilbyde elektroniske og digitale erstatninger for dele af programmet, siger chef for DR Viden, Carsten Nymann.
Lever videre trods aflysning
Selvom Videnskabsmødet 2020 ikke bliver til noget, betyder det ikke, at publikum behøver gå glip af alle de planlagte begivenheder.
Børn og lærere kan glæde sig over, at skoleforløbet ultra:bit, som lærer børn om teknologi, kan tilgås online på dr.dk/ultrabit. Ligesom Ramasjang Redder Fuglene stadig vil køre over skærmene på DR Ramasjang, hvor det vil inspirere børnefamilier til at forbedre forholdene for landets fugle ved at bygge redekasser, foderkugler, fuglebade og mange andre gode fuglegerninger.
Under Videnskabsmødet skulle DR P1-programmerne Brinkmanns Briks og Kortsluttet have sendt live fra stedet. De kan stadig høres på P1 lørdag den 3. oktober fra klokken 13.00 til 15.00.
Arrangørerne fra DR Viden og AAU beklager over for alle dem, der havde glædet sig til Videnskabsmødet, og vil nu bruge det næste år på at forberede Videnskabsmødet i 2021.
Kontakt
Bo Jeppesen, strategisk chefrådgiver, Aalborg Universitet. T: 61 40 40 61. M: boje@adm.aau.dk.
Carsten Nymann, centerchef, DR Viden. T: 28 54 70 40. M: cany@dr.dk.