Da statsminister Mette Frederiksen den 11. marts 2020 lukkede Danmark ned, ændrede hverdagen på landets videregående uddannelser sig med ét. På kort tid blev hovedparten af al undervisning med fysisk tilstedeværelse omlagt til onlineundervisning, og det resulterede i helt nye praksisser for både studerende og undervisere. I en ny rapport, som netop er blevet offentliggjort, har forskere fra 10 videregående uddannelsesinstitutioner, heriblandt Aalborg Universitet (AAU), med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet indsamlet erfaringer fra forårets nødundervisning, og her er hovedkonklusionen, at de videregående uddannelsesinstitutioner lykkedes med hurtigt at omstille til onlineundervisning. Men omstillingen var ikke uden konsekvenser. De studerende oplevede i perioden med nødundervisning et fald i både aktivitetsniveauet og læringsudbyttet, ligesom de savnede det sociale element ved at studere, mens underviserne melder om lavere kvalitet i undervisningen og mindre glæde ved arbejdet.
- I forbindelse med forårets nødundervisning havde de fleste undervisere ingen eller kun lidt erfaring med onlineundervisning, men mange blev fortrolige med at lave videoforelæsninger eller streame undervisningen direkte. Selvom undervisning og eksamen blev gennemført, efterspørger underviserene nu redskaber og kompetencer, der kan understøtte deres digitale praksis, siger lektor Ulla Konnerup ved Institut for Kommunikation og Psykologi, som har stået i spidsen for AAU’s deltagelse i projektet.
Vejledning og projektarbejdet har fungeret godt
Undersøgelsen peger derudover på, at både studerende og undervisere mener, at de besidder de fornødne tekniske kompetencer til at gennemføre og deltage i onlineundervisningsaktiviteter, men at de i højere grad har behov for kompetencer til at deltage i og håndtere onlinerum. Derudover handler det for undervisernes vedkommende om at få tid og sparring til at udvikle nye digitale undervisningsmetoder. Deltagerne i undersøgelsen peger derfor på, at det er nødvendigt med stærke organisatoriske rammer, hvis der i fremtiden skal være flere onlineundervisningsaktiviteter. Men udfordringerne til trods, så peger både undervisere og studerende også på potentialer ved onlineaktiviteter.
- Undersøgelsen viser, at digitalt understøttet gruppearbejde, feedback og vejledning kan tilføje praksis nye muligheder, eksempelvis ved at arbejde i fælles dokumenter såvel asynkront og asynkront, forklarer Ulla Konnerup.
Fakta:
- Projektet om onlineundervisning på de videregående uddannelser under COVID-19 er støttet med 1 mio. kr. af Uddannelses- og Forskningsministeriet
- Ca. 20.000 studerende og knap 3.000 undervisere på ni uddannelsesinstitutioner har besvaret undersøgelsen
- Projektet begyndte i maj 2020 og er netop afsluttet
- Følgende uddannelsesinstitutioner har deltaget: Professionshøjskolen UCN, Professionshøjskolen Absalon, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, UC SYD, VIA University College, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet. Yderligere har Aarhus Universitet været involveret i tilrettelæggelse og udførelse, men har ikke selv deltaget i spørgeskema- og interviewundersøgelserne.
Læs rapporten
Læs casehistorier fra studerende og undervisere
For yderligere information kontakt:
Ulla Konnerup på e-mail: ullak@hum.aau.dk eller på tlf.: 9940 3841