Forskere fra Aalborg Universitet undersøger håndteringen af COVID-19 i den kommunale ældrepleje

Hvordan undgår vi, at COVID-19-smitte spreder sig på de danske plejecentre, og hvad skal der ske, hvis smitten allerede er kommet ind? Nyt forskningsprojekt på Aalborg Universitet undersøger, hvordan smittespredningen er blevet håndteret og vil samtidig udvikle et idekatalog med konkrete metoder til smittehåndtering i den kommunale ældrepleje.

Allerede tidligt stod det klart, at COVID-19 var særligt farlig for ældre mennesker og udsatte grupper i samfundet. Det førte hurtigt til skærpede krav og restriktioner på de danske plejecentre i et forsøg på at mindske smittespredningen. Forekomsten af smitsomme sygdomme og håndteringen af dem er ikke et nyt fænomen i den kommunale ældrepleje, men de yderst smitsomme kendetegn ved COVID-19 tester og sætter spørgsmålstegn ved, om etablerede rutiner og procedurer er gode nok i forhold til at skulle håndtere den nye virus, fortæller professor og forskningsleder ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet (AAU) Morten Balle Hansen.

- Indtil nu er over 500 danskere døde med COVID-19 heraf er 15 under 60 år. Så ældre mennesker er specielt udsatte i forbindelse med denne epidemi. Derudover er der flere eksempler både herhjemme og i udlandet på, at når smitten først er kommet indenfor på et plejecenter eller i hjemmeplejen, så kan det virkelig ramme en stor gruppe af sårbare mennesker meget hårdt.

Selvom epidemien langsomt mister styrke, og smittetrykket falder, vil der stadig være en betydelig risiko for den ældre del af befolkningen, så længe virus er i samfundet. Det er derfor nødvendigt at finde en balance.

- Man siger jo, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Derfor skal der ud over at være styr på smitten for at beskytte beboere og ansatte også være et fokus på, hvordan de ældre har det psykisk, siger Morten Balle Hansen.

Projektet, der er finansieret af Velux Fonden og Aalborg Universitet, har til formål straks at udvikle og formidle et brugbart COVID-19-katalog med eksempler på metoder til smittehåndtering målrettet nordiske fagfolk i ældreplejen. Kataloget forventes klar omkring skolernes sommerferie 2020. På samme tid er det målet at skabe et vidensgrundlag for langsigtet kapacitetsopbygning.

Kontakt

Morten Balle Hansen, professor ved Institut for Politik og Samfund, AAU
Mail: mbh@dps.aau.dk, tlf. 30624877

Morten Appel, journalist ved AAU Kommunikation
Mail: mortenab@adm.aau.dk, tlf. 61967270