Af Lone Bechmann, strategisk rådgiver, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Big data, digitalisering og teknologi gør det muligt at skræddersy den bedste behandling til hver enkelt patient. Men det fordrer, at sundhedsvæsenets personale har de rette kompetencer til at realisere dette enorme potentiale. Derfor er fem danske universiteter nu gået sammen om en ny masteruddannelse i personlig medicin.
Fremtidens sygdomshåndtering
I fremtidens forebyggelse, diagnosticering og behandling af sygdom er tilgangen ’personlig medicin’ en yderst vigtig brik. Personlig medicin handler om, at man bevæger sig væk fra en ’one size fits all’-tilgang og hen imod den individuelle personaliserede behandling. Med udgangspunkt i store mængder data skræddersyer man den behandling, der formodes at være mest effektiv for den enkelte.
Dette nye paradigme stiller meget store krav til de sundhedsprofessionelles forståelse for de teknologier og data, der ligger til grund for metoden – men også til deres forståelse for hinandens fagfelter. For at indfri det fulde potentiale er det nødvendigt at etablere et succesfuldt samarbejde på tværs af en lang række fagligheder; lige fra læger, molekylærbiologer, biostatistikere, matematikere og farmaceuter til jurister, etikere og embedsmænd. Denne nye masteruddannelse vil medvirke til at ruste sundhedsvæsenet til denne udvikling.
Nationalt initiativ
Masteruddannelsen henvender sig særligt til sundhedsvidenskabelige samt tekniske og naturvidenskabelige kandidater i sundhedsvæsenet, universiteternes forskningsmiljøer, offentlige institutioner og myndigheder samt medicinalindustrien. Den bliver oprettet som led i Sundheds- og Ældreministeriets nationale strategi for personlig medicin og er et unikt samarbejde mellem de sundhedsvidenskabelige fakulteter ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet samt Danmarks Tekniske Universitet.
Der åbnes for tilmelding til uddannelsen d. 15. januar 2021 med studiestart i september 2021.
Mere information:
Kontakt på AAU:
Professor Martin Bøgsted, Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, m_boegsted@dcm.aau.dk, telefon 50 92 56 39