SPIN-OUT FRA AAU FÅR TRAFIKKEN TIL AT GLIDE

SPIN-OUT FRA AAU FÅR TRAFIKKEN TIL AT GLIDE

Forskere fra Aalborg Universitet har med udgangspunkt i maskinlæring og kunstig intelligens udviklet teknologi, der kan minimere trængslen på vejene. I den forbindelse har de grundlagt virksomheden ATS, der er i fuld gang med at få forskningen ud at leve i de danske vejkryds – til gavn for både klimaet, samfundsøkonomien og bilisterne.

Alle bilister kender det. At holde for rødt ved et lyskryds – selv om der ikke er en eneste krydsende trafikant. Det er ikke alene hamrende irriterende – det er også en samfundsmæssig stor udfordring. Ifølge Vejdirektoratet spilder danskerne hver dag 360.000 timer på at holde i kø.

Men virksomheden Advanced Traffic Systems (ATS), der er et spin-out fra Aalborg Universitet, har udviklet en meget lovende teknologi, der kan bidrage til, at trafikken glider langt bedre i signalregulerede kryds. Flere danske kommuner og byer i både Indien, Tyskland og Kina her vist interesse for virksomhedens produkter, ligesom flere investorer har meldt sig på banen.

Teknologien i ATS er funderet i forskning fra Institut for Datalogi og Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet, og virksomhedens stiftere er således alle enten tidligere eller nuværende ansatte. En af dem er CEO i ATS, Andreas Berre Eriksen, der pt. har orlov fra sine ph.d.-studier på Institut for Datalogi for at hellige sig virksomheden.

- Vi udnytter maskinlæring og kunstig intelligens. Helt konkret installerer vi en boks i signalanlæggets styreskab, og den bliver fodret med en masse informationer, som ligger til grund for styringen. Det er informationer om det aktuelle antal af biler, men også rettidigheden på eksempelvis busser og trafikafviklingen i nærliggende kryds. Algoritmen beregner en gang i sekundet den optimale styringsstrategi for krydset for de næste 20 sekunder – og det sikrer, at lysreguleringen hele tiden bliver tilpasset det aktuelle trafikbillede, siger Andreas Berre Eriksen.

KÆMPE PERSPEKTIVER FOR BÅDE KLIMA OG BILISTER

En af de kommuner, der allerede har afprøvet teknologien, er Vejle. En undersøgelse af et stort kryds på en af de store indfaldsveje til byen har vist, at systemet reducerede forsinkelser i trafikken med 18 procent.

- Det påvirker både kødannelse, antallet af stop, brændstofforbruget og samlet rejsetid i en positiv retning. Selvom vi er et relativt lille land, vil jeg godt tillade mig at sige, at der er kæmpe perspektiver i at mindske trængslen på de danske veje – både for klimaet og for bilisternes skyld, siger Andreas Berre Eriksen, der forventer at vende tilbage til universitetet inden for en årrække.

Indtil da vil han trække på de kræfter, som i første omgang satte gang i hele trafiksuccessen.

 - Forskningen skal ud og leve. Som iværksætter er det virkelig fedt at komme fra universitetsverdenen – det giver en god tyngde at have en velfunderet institution og stærke forskere i ryggen. Nu gælder det om at få udbredt kendskabet til og forståelse for teknologien ude i verden. Her skal vi særligt fokusere på at bevise, at teknologien er til at stole på i forhold til trafiksikkerheden – men det regner vi ikke med bliver noget problem, siger Andreas Berre Eriksen.

__________________________________________________________________________________

OM ATS

Grundlaget for teknologien i ATS er UPPAAL, et softwareværktøj som forskere ved DICYPS | Center for Data-Intensive Cyber-Physical Systems på Aalborg Universitet har udviklet igennem de seneste 20 år

ATS er grundlagt af Andreas Berre Eriksen (CEO), ph.d.-studerende ved Institut for Datalogi (orlov) i samarbejde med Professor Kim Guldstrand Larsen, Institut for Datalogi og lektor Harry Lahrmann, Institut for Byggeri og Anlæg, samt ph.d.-studerende Jakob Taankvist, Institut for Datalogi.

VIL DU VIDE MERE?

Kontakt
Professor Kim Guldstrand Larsen
Institut for Datalogi, Aalborg Universitet
Telefon: 2217 1159
Mail: kgl@cs.aau.dk

CEO Andreas Berre Eriksen
Advanced Traffic Systems (ATS
Mail: andreas@at-systems.dk