Vær skarp på formål og roller i borgerinddragelse

Vær skarp på formål og roller i borgerinddragelse

Skal borgerne inddrages i udviklingen af det kommunale sundhedsvæsen, skal formålet med inddragelsen og borgerens rolle være helt tydelig. En gruppe forskere fra AAU har lavet et katalog over de forskellige metoder til borgerinddragelse i det kommunale sundhedsvæsen, som guider til den mest optimale måde at inddrage borgere på.

Godt begyndt er halvt fuldendt. Ordsproget kan bruges i mange sammenhænge, og ikke mindst når det drejer sig om borgerinddragelse i det kommunale sundhedsvæsen. Men skal inddragende tiltag som eksempelvis borgermøder, spørgeskemaer eller workshops lykkes, skal man allerede i planlægningsfasen overveje nøje, hvad formålet med at spørge borgerne til råds er. Derudover skal det være helt tydeligt, hvad borgerens rolle er i inddragelsen og hvilken grad af indflydelse borgeren får.

Det er de væsentligste konklusioner baseret på en omfattende undersøgelse foretaget af en gruppe forskere på AAU, som har kortlagt metoder til borgerinddragelse i det kommunale sundhedsvæsen.

- Det kan virke som den største selvfølge, at formål og rolle skal være på plads, når man inviterer borgere med i planlægnings- og udviklingsfaserne, men det er desværre alt for ofte her, det går galt. Det kan betyde, at borgerinddragelsen blot bliver symbolsk eller endnu værre at den medfører utilsigtede negative konsekvenser for borgerne i form af øget social ulighed i sundhed, fordi den egentlige målgruppe ikke bliver inddraget og dermed heller ikke får indflydelse på beslutningsprocesser, forklarer Johanne Frøsig Pedersen, der er projektleder på metodekataloget.

Forskerne bag metodekataloget fremhæver fem væsentlige punkter til den gode borgerinddragelse:

  • Vær skarp på formålet – hvad skal borgerinddragelsen reelt bidrage med?
  • Vær omhyggelig med rekruttering af borgerne, så de rette borgere inddrages
  • Vær skarp på rollefordelingen – hvilken rolle tiltænkes borgerne helt konkret? Hvilken grad af indflydelse kan de forventes at få på beslutningsprocesserne?
  • Uddan dem, der skal facilitere inddragelsen – de er afgørende for, om inddragelsen lykkes
  • Sikr sammenhæng mellem formålet og borgernes rolle – hvordan skal inddragelsen foregå, så den reelt opfylder formålet?

Metodekataloget er udviklet i samarbejde mellem forskere fra AAU’s Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og Aalborg Kommune og er blevet præsenteret for blandt andre Sundhedsstyrelsen.

Hele metodekataloget kan downloades her

Læs mere om projektet her

Kontakt

  • Johanne Frøsig Pedersen, projektleder, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, mail: jfpe@hst.aau.dk, telefon: 2893 1446
  • Trine Kristensen, journalist, AAU Kommunikation, mail: tjek@adm.aau.dk, telefon: 9940 3921