ARKITEKTUREN OG HJERNEN
I sin afhandling er Zakaria Djebbara dykket ned i forholdet mellem arkitektur og hjerneforskning. Når vi drejer om hjørner, går på trapper eller går ind ad en dør, så reagerer hjernen. Den opdagelse udfordrer den traditionelle tænkning i arkitekturen: at vi ser det, arkitekten har udtrykt, tager stilling til det og handler på det, vi ser. Men processerne, der har med sanserne at gøre, foregår i hjernen, forklarer Zakaria Djebbara:
- Forskningen har vist, at der er et direkte forhold mellem bevægelse i sig selv og vores sanseindtryk.
Han har særligt interesseret sig for de overgange, også kaldet transitioner, som vi bevæger os mellem, når vi fx går ind ad en dør.
I en række eksperimenter satte han elektroder på hovedet af en række personer forsynet med en virtual reality-brille. Herefter blev de bedt om at gå fra et rum til rum i det virtuelle univers, og vejen gik igennem døre i forskellige størrelser. En af åbningerne er så smal, at det ikke kan lade sig gøre at gå igennem den. Det reagerede alle personerne i eksperimentet på. Han kunne måle, at personerne i forsøget har en intuitiv forståelse af, hvad de rent faktisk kan gøre, og de ved allerede godt, at de ikke kan gå igennem den smalle døråbning – og de lader være med at gøre forsøget.
- Det viser, at der er et uudnyttet potentiale for at designe alt fra hospitaler til lufthavne på nye måder, som tager vores sanser, vores kroppe og vores hjerners indretning med i ligningen, siger prismodtageren.
NYSKABENDE OG DRISTIG FORSKNING
Zakaria Djebbaras forskning vender på mange måder op og ned på de forestillinger, vi har om arkitekturens rolle og indflydelse på mennesker, og det har sikret Zakara Djebbara prisen.
Spar Nord Fondens skriver i sin pressemeddelelse:
- Zakarias forskning er både original og tværfaglig, samtidig med at han med stor selvstændighed og et enormt drive har udarbejdet og leveret sin afhandling. En forskning og en afhandling, der er både nyskabende og dristig. Der er tale om en redegørelse for, hvordan arkitekturforskning kan gå ud over traditionelle metoder og adressere spørgsmål, der i øjeblikket ikke er i arkitekternes ordforråd.
Læs hele Spar Nord Fondens pressemeddelelse her
OM SPAR NORD FONDENS FORSKNINGSPRIS
Spar Nord Fondens Forskningspris er på 250.000 kr. og gives hvert år til en yngre forsker som anerkendelse af et særligt fremragende forskningsprojekt. 50.000 kroner af prisbeløbet kan forskeren bruge til private formål, helt efter eget ønske, og de øvrige 200.000 kroner er øremærket til prisvinderens videre forskning på AAU.
Alle AAU-ansatte inviteres til én gang om året at indstille motiverede forslag til en prisvinder til et udvalg bestående af en anerkendt forsker fra hvert hovedområde, som nedsættes af rektor. Normalt uddeleles prisen ved Aalborg Universitets årsfest, men i år bliver prismodtageren fejret ved et mindre og corona-sikret arrangement i Rendsburggade.
Læs mere om Spar Nord Fondens Forskningspris
UDFORSK ZAKARIA DJEBBARAS FORSKNING
Læs Zakaria Djebbaras afhandling: Expecting Space (åbner pdf)
Læs mere om hans forskning og kontakt:
Post.doc. Zakaria Djebbara, telefon 28 71 55 56 eller zadj@create.aau.dk