I sommeren 2006 lancerede AAU efteruddannelsestilbudet Master i Vindenergi, blandt andet på opfordring fra lederne i vindmølleindustrien. Den nye uddannelse blev modtaget med kyshånd fra branchens ledere, der på grund af den højteknologiske vindmølleudvikling har brug for flere specialiserede ingeniører. En af vindindustriens direktører talte i Erhvervsbladet i juni begejstret om initiativet, og sagde, at det ”i vid udstrækning (er) svaret på vore uddannelsespolitiske bønner”.
Entusiasmen fra lederne resulterede dog ikke i tilstrækkeligt mange ansøgere til, at uddannelsen kunne oprettes i efteråret. Derfor gør man et nyt forsøg i det kommende år og håber, at der inden ansøgningsfristen 15. december kommer nok ansøgere til at oprette uddannelsen eller dele af den.
- Det er svært at sige præcis, hvor problemet ligger, men for nogle mellemledere kan det måske være svært at overskue at skulle undvære deres medarbejdere, mens de bliver efteruddannet, siger professor John D. Sørensen.
- Men det er jo en kortsigtet løsning selv i en branche, der har travlt for tiden. Specielt når man tænker på, at masteren kan sammensættes, så man måske blot følger enkelte kurser i en periode og ikke er længe væk fra det daglige arbejde, påpeger han. Masteruddannelsen er oprettet med hjælp fra branchefolk, så den passer præcis til virksomhedernes behov i dag.
Som helhed varer masteruddannelsen to år på deltid, men forløbet er opbygget således, at man kan tilmelde sig kurserne enkeltvis, hvis der blot er et enkelt fagområde, man ønsker ny viden om. Uddannelsen henvender sig primært til ingeniører fra de mekaniske og de elektrotekniske områder. Det vil sige diplomingeniører, der er interesseret i at videreuddanne sig, og civilingeniører, der vil specialisere sig inden for vindenergi. Uddannelsen kan endda også følges som ren fjernundervisning, eventuelt fra udlandet.
Om uddannelsen
- Uddannelsen er en deltidsuddannelse, der kan tages, samtidig med at den studerende passer sit daglige arbejde. Undervisningen foregår på engelsk, således at de mange udenlandske ingeniører, der er ansat i den danske vindmølleindustri, også har mulighed for at benytte sig af efteruddannelsestilbuddet. Følger man hele uddannelsen, skal man vælge specialisering inden for enten Mekanik- eller Elektroområdet.
- Det er også muligt at vælge følgende kurser som enkeltfag: Aerodynamics, Load Modelling, Planning of Wind Power Projects, Control of Wind Turbines, Generators, Project in ”Overall design of wind turbines” samt Strength of Materials, Electricity, Magnetism and Circuit Theory.
- Ansøgningsfrist er 15. december.
- Læs mere om Master i Vindenergi
Kontakt
- Om uddannelsen: Professor MSO, John D. Sørensen, AAU, tlf. 96 35 85 81 – eller lektor Birgitte Bak-Jensen, AAU, tlf. 96 35 92 74
- Om ansøgninger: Dorte Larsen, Sekretariat for Efter- og Videreuddannelse, AAU, tlf. 96 35 94 24
- Generel pressekontakt: Journalist Tor Bagger, AAU, tlf. 96 35 96 44