AAU-ingeniørstuderende vinder Grundfos Challenge

Fornem hæder gik til 3 ingeniørstuderende på Aalborg Universitet, da de blev kåret som vindere af ingeniørudfordringen af Grundfos Challenge. Med hæderen fulgte en check på 75.000 kr. De tre studerende vandt konkurrencen foran 7 andre ingeniørhold fra landets øvrige højere læreanstalter. Aalborg Universitet modtog som vinderinstitution 50.000 kroner og et trofæ som bevis på sejren.

Lagt online: 11.04.2006

Brian B. Sørensen, Kaja Misvær og Hans Brink Hansen er studerende fra tre forskellige ingeniørretninger på AAU – hhv. Produktion, Arkitektur & Design samt Elektronik & IT og til sammen forstod de at kombinere deres faglige kunnen med deres forståelse for samarbejde og nå til tops i konkurrencen.

De vandt med deres behandling af problemstillingerne omkring ”Fremtidens globale vandforsyning – teknologiske udfordringer og forretningsmæssige scenarier”, som var temaet for konkurrencen. Netop deres udnyttelse af teamets tværfaglige kompetencer, evnen til at styre arbejdsprocessen samt høje faglige niveau var blandt de afgørende faktorer i dommerpanelets bedømmelse.

På Aalborg Universitet er vi stolte

”Vores studerende er vant til at arbejde sammen i grupper og løse konkrete problemstillinger for virksomheder og organisationer. Vi er glade for initiativet fra Grundfos, som giver vores studerende en chance for at vise hvad de kan på tværs af faggrænser og med kort deadline. Det er rigtigt godt gået af de 3 studerende, og vi er stolte af dem her på fakultetet”, siger Frede Blåbjerg, dekan på det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet.

Mere information

  • Projektkoordinator på AAU: Anders Vestergaard, 9635 7273, av@adm.aau.dk

Deltagere:

  • Brian B. Sørensen: 2085 3392
  • Kaja Misvær: 2674 0845
  • Hans Brink Hansen: 6139 6739

Mere information om konkurrencen.