Der er behov for at profilere Nordjyllands styrke inden for IKT (informations- og kommunikationsteknologi), og derfor lancerer foreningen ikt forum nu et stort kompetencekatalog med facts om IKT i hele regionen samt overblik over nordjyske IKT-aktiviteter. Kataloget skal være med til at profilere regionens mange kompetencer inden for både uddannelse, forskning og erhverv, og et af målene er, at dette samlede overblik skal kunne anvendes til forskellige former for markedsføring. For eksempel i forbindelse med tiltrækning af arbejdskraft, kapital, virksomheder, partnersøgning og lignende.
- Der ligger et vigtigt arbejde i at synliggøre de kompetencer, produkter og services, som vi i stor stil har her i Nordjylland. Vi har faktisk allerede et regionalt kraftcenter, så nu skal vi være bedre til at synliggøre det, siger Grimur Lund, der er formand for ikt forum. Han ser gerne, at foreningen bliver en stærk stemme i den offentlige debat og i nationale samarbejdsfora.
- Det er vigtigt, at vi vedligeholder og løbende udbygger kompetencekataloget, så det bliver et dynamisk værktøj til gavn for hele erhvervet. Jeg tror, at vi hurtigt vil se at kataloget vil medvirke til at give IKT i Norddanmark en skarp profil, forklarer Grimur Lund.
Kompetencekataloget ”Norddanmark – På toppen af IKT”, der præsenteres ved et stort arrangement på Hotel Hvide Hus d. 6. december, dækker IKT-erhverv, forskning og uddannelse i Norddanmark. Det er første gang, der er lavet et samlet overblik og profilering af regionens IKT-aktiviteter og viser styrkerne i regionens iKT-sektor. Det bliver således et redskab, der sætter fokus på Norddanmark som en ressourcestærk landsdel. Den landskendte IKT-pionér Caroline Søeborg Ahlefeldt vil ved arrangementet 6. december præsentere kataloget samt holde et oplæg om at skabe ånd, kultur, drive og mod til at udnytte muligheder. Der vil også være oplæg fra nordjyske politikere og brancherepræsentanter samt en paneldiskussion med blandt andre Aalborgs borgmester Henning G. Jensen og Nordjyllands amtsborgmester Orla Hav.
Ikt forum er en forening for IKT-erhverv, uddannelsesinstitutioner og den offentlige sektor med udgangspunkt i Norddanmark. Foreningen samler bredden i den nordjyske IKT sektor og skaber netværk, der giver adgang til viden, information, indflydelse og inspiration. Formålet er at synliggøre de kompetencer, produkter og services, som tilsammen udgør det regionale kraftcenter. Foreningens nye kompetencekatalog kan fra den 6. december også findes online på iktforum.dk.
Tid og sted
ikt forums kompetencekatalog lanceres onsdag den 6. december 2006 kl. 15–20 på Hotel Hvide Hus, Vesterbro 2, Aalborg. Deltagelse koster 250 kr. (grundet forplejning), og alle er velkomne. Tilmelding er nødvendig og skal ske til Merete Wolder Lange på mwl @ adm.aau.dk senest 1. december 2006.
Fakta
- Caroline Søeborg Ahlefeldt er som IKT-entreprenør, direktør og ildsjæl en markant skikkelse i dansk erhvervsliv. Hun stiftede i 1992 Danmarks første webbureau MouseHouse og i 1993 den digitale designuddannelse Space Invaders. I dag arbejder hun med innovation, strategi og design for en række skandinaviske virksomheder og har flere bestyrelsesposter. Caroline Søeborg Ahlefeldt er bachelor i Informationsvidenskab med en MBA fra Handelshøjskolen. Hun anvendes ofte i medierne som ekspert inden for emner som IT-udvikling, kreativ organisationsudvikling, kvinder og ledelse samt design og innovation.
- Læs mere om ikt forum på www.iktforum.dk, hvor hele kompetencekataloget også findes fra 6. december.
- Se hele programmet for lanceringsdagen og læs mere om det nye kompetencekatalog
Kontakt
- Grimur Lund, Logimatic, formand for ikt forum, tlf. 40 35 70 95