- Der er hårdt brug for landinspektører, siger formand Stig Enemark, der fremhæver, at problemet er størst på Sjælland.
- Der er gang i byggeriet, og kommunalreformen står for døren. Begge dele gør, at der er hårdt brug for nye landinspektørkandidater til både den private og den offentlige sektor, hvor en lang række nye miljøopgaver skal løftes, fortæller han.
Udover bekymringen over manglen på landinspektører, har branchen de seneste år kunnet se, at tilgangen til landinspektøruddannelsen har været en smule vigende.
- Det er et paradoks, der skriger til himlen. I øjeblikket kan vi afsætte næsten dobbelt så mange landinspektørkandidater, som uddannelsen producerer årligt, siger Michael Tophøj Sørensen, der er studieleder på Aalborg Universitets landinspektøruddannelse.
Han mener, at de fleste mennesker har en ret stereotyp forestilling om, hvad en landinspektør er, nemlig at han står på byggepladsen med måleinstrumentet og sætter bygninger af. Derfor kan det manglende kendskab til både uddannelsen og til de meget gode jobmuligheder være medvirkende til, at søgningen til Landinspektøruddannelsen i en periode er gået tilbage. Ifølge Michael Tophøj Sørensen ser antallet af indkomne ansøgninger dog noget bedre ud end sidste år.
Statistikken viser, at over 90 procent af kandidaterne er i arbejde umiddelbart efter den afsluttende sommereksamen, og at næsten alle studerende på Landinspektøruddannelsen gennemfører på de normerede fem år. De færdiguddannede landinspektører har en bred vifte af jobmuligheder. Praktiserende landinspektører beskæftiger sig med udstykning, opmåling, kortlægning og med rådgivning, mens andre får offentlige jobs med byplanlægning, areal- og naturressourceforvaltning eller med opbygning og drift af GIS. Jobmulighederne findes også i privat regi med alt fra off shore-opmåling hos Mærsk, til ekspropriationsopgaver og gennemførelse af det københavnske metrobyggeri som ansat i COWI.
Flere informationer
- Studieleder Michael Tophøj Sørensen, Landsinspektøruddannelsen, Aalborg Universitet, tophoej@land.aau.dk, tlf. 96 35 84 15
- Se også: www.blivlandinspektør.nu