Diagnose og behandling via computer

Kan maskiner tage lægelige beslutninger? Det har Center for Modelbaseret Medicinsk Beslutningsstøtte på Aalborg Universitet fået bevilget 30 millioner kr. til at finde ud af

Lagt online: 14.02.2006

Forstil dig, at du kommer på hospitalet, og din læge begynder at taste de data ind på sin computer, han får ud af at undersøge og snakke med dig. Computeren kan via den elektroniske patientjournal hente yderligere oplysninger om patienten, herunder nye og gamle laboratoriesvar. Når undersøgelsen er færdig, beder han computeren om et godt råd til behandlingen. Svaret kommer prompte, da computeren kan sætte data, statistik og sandsynligheder meget bedre sammen end den menneskelige hjerne - og langt hurtigere.

Det er fremtidsvisionen for MMDS (Center for Model-based Medical Decision Support) ved Institut for Sundhedsvidenskab og – Teknologi på Aalborg Universitet.

Missionen er at forbedre behandlingen af patienter og chancen for helbredelse - og endda spare penge på samme tid.

AI – Artificiel Intelligens

”Det er over 30 år siden, at ”Kunstig Intelligens” - visionen om at computere skulle kunne se, høre og tænke blev formuleret. Det har vist sig ikke at være så nemt. - Men den metode vi har udviklet gør, at hvis man har et problem, der teoretisk godt forstået og hvor der også findes statistiske data - så kan vi faktisk bygge et system, der er bedre til at diagnosticere og behandle, end de læger og ingeniører, der har lavet det”, siger leder af MMDS og projektet, forskningsprofessor Steen Andreassen

De 30 millioner kr. er til et 4-årigt forskningsprojekt, til forskning og videreudvikling inden for de områder, hvor centeret allerede har erfaring. Det er respiratorbehandling af patienter på intensivafdelinger, diagnose af patienter med hjertesvigt og antibiotikabehandling af patienter med alvorlige infektioner.

Alpe

De hidtidige resultater fra MMDS viser, at computermodellerne kan gøre en stor forskel i forhold til at vælge den korrekte medicin og behandling.

”Vi har i flere tilfælde kunnet påvise den positive betydning af et diagnostisk system, kaldet ALPE, der hjælper os med at finde den optimale vejrtrækningshjælp for kritisk syge med lungefunktionsproblemer. I det kommende forskningsprojekt vil vi udvikle systemer, der automatisk kan finde den rigtige respiratorindstilling til den enkelte patient, hvilket kan være afgørende for patientens overlevelse” siger overlæge Per Thorgaard, leder af anæstesi - og intensivafdelingen på bl.a. Aalborg Sygehus, afsnit Nord.

ALPE der er udviklet i et samarbejde mellem MMDS og Aalborg Sygehus, vil gennem en førende producent af ventilatorer, snart blive stillet til rådighed for intensivafdelinger over hele verden.

”Projektet er et endnu et godt eksempel på at Aalborg Universitet forstår at kombinere de tekniske discipliner med de sundhedsvidenskabelige. Centeret og projektet støtter samtidig vores nye medicin-uddannelse med industriel specialisering. Bevillingen fra Det Strategiske Forskningsråd er også en vigtig anerkendelse af centret, som i mange år har leveret resultater på højt niveau”, siger Frede Blåbjerg, dekan på det Teknisk Naturvidenskabelige fakultet.

Fakta

Støtten til MMDS kommer fra de private virksomheder, Maquet AB, Radiometer Medical A/S samt de nordjyske virksomheder Judex A/S og Mermaid Care A/S (i alt 10 millioner kr.), 12 millioner kr. fra Aalborg Universitet og 8,2 millioner kr. fra forskningsstyrelsens programkomite for nano-, bio-, og informationsteknologi. Forskningsprojektet er et af de største i det, der kan vise sig at blive et nyt medicoeventyr i Nordjylland. Partnerne er også sammen om at financierer Steen Andreassens forskningsprofessorat.

Kontakt