Er et multikulturelt samfund foreneligt med velfærdsstaten?

International konference ved Aalborg Universitet om medborgerskab og globalisering, 4-5. maj 2006

Lagt online: 26.04.2006

Siden krigen er velfærdsstaten i dens omfordelende udgave gået sin sejrsgang gennem store dele af den vestlige verden og ikke mindst de nordeuropæiske lande. Velfærdsstatens ideal har været medborgerskabet – altså ideen om at alle borgere i et land skal sikres en socialt, politisk og materiel relativt lige status i samfundet, der gør det muligt for dem at se hinanden som ligeværdige medlemmer af det samme fællesskab. Kritiske røster har påpeget, at dette ideal længe har været truet, sammen med den homogene relativt lukkede nationalstat, der har været dets forudsætning.

Men er det nu rigtigt? Den 4-5. maj afholdes en stor konference om ’Globalisation and the political theory of the welfare state and citizenship’ ved Aalborg Universitet, hvor samfundsforskere fra hele verden prøver at klargøre, diskutere og besvare nogle af de vigtigste spørgsmål om det universelle medborgerskabs dilemmaer og mulige ændringer i en globaliseret, kulturelt pluralistisk verden.  

Skal vi være ens for at være solidariske?

Er der, som mange også danske kommentatorer har hævdet det, en sammenhæng mellem det at have et etnisk, kulturelt og religiøst ensartet samfund og at have en velfungerende velfærdsstat? Forudsætter viljen til at omfordele i virkeligheden, at vi er ens – og er enhver form for multikulturel anerkendelse af særlige grupper og identiteter dermed gift for solidariteten?  

Er det sociale medborgerskabs tryghed og lighed ved at være forældede idealer, fordi de har været knyttet til nationalstaten og til afgrænsede grupper af borgere – mens situationen nu er, at mennesker flytter på kryds og tværs over grænserne samtidig med at det bliver økonomisk og administrativt stadigt vanskeligere at vedligeholde den enkelte velfærdsstats handleevne?

Kultur, ligestilling og medborgerskab

Er der en modsætning mellem multikulturalisme i betydning anerkendelse af minoriteters rettigheder og nordiske idealer om lighed mellem kønnene og anerkendelse af seksuelle minoriteter, eller er det muligt at udvikle en form for multikulturalisme, der sætter menneskerettigheder í centrum? 

Er måske selve idealet om det universelle medborgerskab problematisk fra begyndelsen, fordi det altid har været baseret på udelukkelse af bestemte grupper, mens grupperne indenfor har defineret, hvad der skulle være ’universelt? Eller er medborgerskabet som begreb robust og fleksibelt nok til at rumme alle de krav, der rejses af nye grupper, der kæmper for at opnå politisk deltagelse?

Er det måske således – imod visse forståelser af det multikulturelle – at anerkendelse af minoriteter i den vestlige verden er gået for langt, eller måske snarere gået forkert, når respekt for forskellighed i identitet og kulturelle behov er blevet ensbetydende med forstærkelse af firkantede og ret beset undertrykkende kulturelle stereotyper?

Konferencens deltagere

Det er nogle af de hovedspørgsmål, der optager såvel de ca. 80 konferencedeltagere som fire inviterede gæstetalere, Professor Will Kymlicka (Queens University, Canada), Professor Anne Phillips (London School of Economics, England), Professor Ruth Lister (Loughborough University, England) og Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet. 

Gæsteforelæsningerne er åbne for publikum.

Konferencen afsluttes med en rundbordsdiskussion med deltagelse af gæstetalerne om emnet: Efter Muhammed-tegningerne og ambassade-nedbrændingerne: Hvordan kan vi leve sammen – rettigheder, religiøse identiteter og det offentlige rum.

Konferencen er resultat af et samarbejde mellem det Danske Netværk for Politisk Teori, Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold og Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet.

Kontaktpersoner

  • Professor Birte Siim, Aalborg Universitet, tlf.: 9635 8312; e-mail: siim@ihis.aau.dk
  • Lektor Per Mouritsen, Aarhus Universitet, tlf.: 8941 1244/6920; e-mail: pm@ps.au.dk