Fremtiden giver IT i alting – europæiske forskere mødes i Aalborg

I en nær fremtid vil IT ikke være noget, der er forbeholdt computere og mobiltelefoner. Trådløse teknologier vil finde vej til bygninger, veje, vores egen krop og alt, hvad vi omgiver os med i hverdagen. Et nyt netværk af europæiske fagfolk mødes i næste uge på Aalborg Universitet for at bringe fremtiden nærmere.

Lagt online: 06.09.2006

Wireless Sensor Networks (WSN) er netværk af små sensorer med ganske små batterier, der kommunikerer tådløst, og således kan være indbygget i stort set alt. På et kontor vil sensorer kunne justere belysningen, monitorere varmen, overvåge alarmer og informere om, hvem der befinder sig hvor. Dette er for eksempel gavnligt på sygehuse, hvor der kan være brug for meget hurtigt at lokalisere en bestemt læge i et stort byggeri. I trafikken vil WSN-teknologi kunne overvåge trafikstrømmen for blandt andet at kunne mindske risikoen for trafikpropper, og hvis de indbyggede sensorer i en bil registrerer, at der er is på vejen, vil der kunne sendes en advarsel til de øvrige trafikanter. Selv den menneskelige krop vil kunne udstyres med sensorer, der kan monitorere forskellige forhold – og overføre dem direkte til speciallæger, hospitalsafdelinger eller fitnessinstruktører alt efter formålet.

Europa-Kommissionen støtter det nye forskernetværk CRUISE, så fagfolk fra hele Europa har mulighed for at mødes og udveksle erfaringer, hvilket også er formålet med CRUISEs første sommerskole i Aalborg d. 11.-13. september. Emnet er Wireless Sensor Networks, der forventes at blive en af de vigtigste teknologier i de næste ti år, eftersom det, der driver teknologien frem, er de sociale fordele, de kan give i samfundet.
- Man vil kunne lave miljøovervågning for at opdage bakterier i drikkevandet eller forebygge skovbrande, man vil kunne forbedre logistik- og transportkæder, og i brandslukningsarbejde vil man kunne følge reddernes placering i bygningen, brandens udvikling og så videre. Mulighederne med WSN er enorme, og teknologien vil kunne gøre gavn på mange forskellige områder af folks liv, forklarer Anelia Mitseva, der er teknisk manager for CRUISE-projektet og medarrangør af sommerskolen med 46 deltagere fra 9 lande.

Der er dog en række forhindringer, som det er nødvendigt at tage hensyn til, blandt andet de tekniske sikkerhedsaspekter og mere etiske spørgsmål om håndtering af private rettigheder. Med WSN arbejder man med meget små enheder, og størrelsen giver nogle særlige udfordringer på sikkerhedsområdet. Forskerne på Aalborg Universitet, der arrangerer sommerskolen, har stor ekspertise inden for sikkerhed i trådløs kommunikation, hvilket er hovedtemaet for den tre dage lange sommerskole.

Et af målene med såvel den forestående sommerskole som netværket i det hele taget er at koordinere og indsamle forskelligartede erfaringer og derved skabe et fundament for fremtidens arbejde på WSN-området i EU. Eftersom WSN er en teknologi, der i høj grad involverer mennesker og deres dagligdag, er private rettigheder også et væsentligt emne, der skal håndteres, før teknologien kan accepteres bredt. Fra mandag d. 11. til onsdag d. 13. september præsenteres alle de tilmeldte forskere for nye applikationer og protokoller, forestående udfordringer, diskussioner om sikkerhed – og middag med byens borgmester tirsdag aften.

Fakta 

  • CRUISE er et konsortium med 32 partnere fra universiteter, forskningscentre og virksomheder i hele Europa. Netværket, der styres fra Aalborg Universitet, startede 1. januar 2006 og løber over to år.
  • CRUISE står for CReating Ubiquitous Intelligent Sensing Environments. 
  • Europa-Kommissionen støtter forskningsprogrammer på forskellige niveauer. CRUISE er et Network of Excellence (NoE), dvs. ikke et forskningsprojekt, men et erfaringsnetværk. 
  • Forskergruppen på AAU, der står bag sommerskolen, kaldes Wireless Security and Sensor Networks og er en del af Center for Teleinfrastruktur (CTiF). 

Yderligere informationer