Udviklingen af integrerede elektroniske kredsløb har ført til komponenter, herunder computere, med stadig voksende kapacitet og hastighed. En tilsvarende udvikling af integrerede optiske kredse kan føre til hastigheder, som er flere tusinde gange højere. Det kræver imidlertid udvikling af en teknik, som kan give en kraftig lokalisering af lys på en skala kortere end lysets bølgelængde koblet med lave udbredelsestab.
I artiklen i Nature præsenterer forskergruppen en ny teknik, som opfylder disse betingelser. Ved at fremstille V-formede kanaler med dimensioner i nanometerområdet i tynde guldfilm kan lyset i form af såkaldte plasmoner guides rundt med så lave tab, at det har været muligt at fremstille praktiske komponenter såsom beamsplittere og interferometriske filtre. Komponenterne er designet og afprøvet ved de bølgelængder, som anvendes til optisk kommunikation i fibre.
Sergey Bozhevolnyi er professor i nanooptik ved Aalborg Universitet og internationalt kendt for sit arbejde med optiske felter i nanostrukturer. Han er én af de mest citerede danske forskere på nanoteknologiområdet. Hans forskningsområder dækker bl.a. lineær og ulineær optik på nanostrukturer, scannende nær-felts optik og fotoniske båndgabsmaterialer.