Grundfos åbner innovationskontor på AAU

Ved indgangen til det nye studieår har Aalborg Universitet og Grundfos Teknologi Center taget hul på en anderledes og hidtil uafprøvet samarbejdsform. Grundfos åbner en afdeling på selve universitetet, hvor ingeniørstuderende ansættes i et innovationscenter med ingeniørfaglig og industriel relevans.

Lagt online: 15.09.2006

På Grundfos er 2006 udnævnt til at være innovationsår, hvor der skrues op for både idéudviklingen og arbejdet med at implementere idéerne. For at skabe et kreativt miljø, der ikke er farvet af en etableret organisations vaner og traditioner, er virksomheden i gang med at etablere et nytænkende samarbejde med Institut for Produktion på AAU.

- På Grundfos får vi på den måde kontakt til en ressource med anderledes tilgang til tingene, og samtidig får de studerende erhvervsrelevant tilknytning til en virksomhed, fortæller afdelingsleder Morten Holst Bøgh fra Grundfos om tiltaget.
- Det er ikke noget, vi har gjort tidligere, og jeg kender heller ikke modellen fra udlandet. Det er også derfor, vi har oprettet et decideret kontor til projektet, forklarer han.

Den nye innovationsafdeling på instituttet bliver den første formelle afdeling af sin slags, men flere kan komme til i fremtiden, fortæller Morten Holst Bøgh med henvisning til, hvor vigtigt det er for en international virksomhed at have adgang til ny viden og nye idéer.

Institutleder Karl Brian Nielsen er meget begejstret for, at samarbejdet med Grundfos har kunnet udvides på denne måde.
- Her på instituttet har vi i forvejen altid mindst ét og ofte flere projekter tilknyttet Grundfos, så det er kun spændende, at Grundfos har valgt også at investere i et teknologitungt innovationskontor her på stedet. Idéen er, at Grundfos-medarbejdere skal kunne sidde her i kortere eller længere tid, og at studerende kan tilknyttes og ansættes i studiejob. For eksempel kan de i stedet for at tage et praktiksemester få et studiejob med både ingeniørfaglig og forskningsmæssig relevans, forklarer Karl Brian Nielsen.

- I år sætter vi ekstra gas på innovationen i Grundfos, så det er positivt, hvis vi kan få en endnu tættere kontakt med universiteterne. Jeg er i gang med at afdække de universiteter i ind- og udland, der kan hjælpe os, og Karl Brians folk er blandt de skrappeste samarbejdspartnere i Danmark inden for deres felt. Hvis det bliver en succes i Aalborg, kan det betyde, at vi breder tanken ud til andre steder, fortæller Morten Bøgh Holst fra Grundfos.

De første kontakter er allerede etableret mellem studerende og det nyeinnovationskontor, efter at der blev slået stillinger op ved årets studiestart i begyndelsen af september. Det første hold ingeniørstuderende er således i gang med at blive tilknyttet den nye innovationsafdeling.

Kontakt

  • Karl Brian Nielsen, institutleder på Institut for Produktion, AAU, tlf. 96 35 89 30
  • Morten Holst Bøgh, afdelingsleder, Grundfos, tlf. 87 50 41 16