Der var jubel på Center for Indlejrede Systemer, CISS, på Aalborg Universitet, da det i dag blev kendt, at centret har fået del i en stor pose penge, som Højteknologifonden har uddelt til lovende dansk højteknologisk forskning. 21 projekter har søgt om at få del i midlerne, men kun fem ansøgninger kom gennem fondens kritiske nåleøje. Og her har et landsdækkende projekt, som CISS står i spidsen for, fået tildelt 17 millioner kroner til et projekt, der går ud på at styrke udviklingen af Intelligente Indlejrede Systemer i danskproducerede produkter. Intelligente Indlejrede Systemer er elektronisk hardware og software i ellers mekaniske apparater - fra køleskabe og blodtryksmålere til biler og rumraketter.
På CISS ser man bevillingen fra Højteknologifonden som et skulderklap til den banebrydende forskning og det målrettede erhvervssamarbejde, der udføres inden for IKT (Informations- og KommunikationsTeknologi) på Aalborg Universitet.
Vil dele ud af viden
- Det er kombinationen af hardware og software, der gør produkterne intelligente - og som giver de virksomheder, der producerer de intelligente produkter, en konkurrencefordel. Og fremover skal vi regne med, at der vil være intelligens i stort set alting - for det globale marked for Intelligente Indlejrede Systemer er stærkt voksende. Man forventer, at det er vokset fra 279 milliarder kroner i 2004 til 536 milliarder i 2009. Men hidtil har udviklingen af Intelligente Indlejrede systemer ligget hos den enkelte virksomhed. Det har betydet, at viden og udvikling ikke er blevet overført til andre sektorer. Planen med vores projekt er netop, at vi kan tage viden om Intelligent Indlejret Software fra én sektor - eksempelvis kommunikationssatellitter - og overføre den til noget helt andet - for eksempel styring af klimaanlæg i svinestalde, forklarer professor Kim Guldstrand Larsen, der er leder for CISS. Han fortsætter:
- At projektet har rødder på Aalborg Universitet, kommer uden tvivl til at have positiv betydning for erhvervsudviklingen i den nordjyske region – både med hensyn til at styrke konkurrenceevnen, skabe flere arbejdspladser i regionen og øge indtjeningen i virksomhederne.
Vil med i føretrøjen
Projektet, som CISS står i spidsen for, hedder DaNES (Danish Network for Intelligent Embedded Systems) og har et totalbudget på MDKK 65,8. Med i projektet er også virksomhederne Gatehouse, ICEpower, IOTechnologies, Novo Nordisk, PAJ Systemteknik, Skov og Terma – og desuden deltager Institut for Informatik og Matematisk Modellering ved Danmarks Tekniske Universitet og Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet.
- Virksomhederne, der deltager i DaNES, har alle planer om at markedsføre nye højteknologiske produkter. Her vil samarbejdet i DaNES være af afgørende betydning - og ikke bare for de deltagende virksomheder: Projektet vil sikre, at danske virksomheder har teknologien, så de får del i det hastigt voksende globale marked for intelligente indlejrede produkter, understreger Kim Guldstrand Larsen.
Kontakt
- Professor Kim Guldstrand Larsen, Center for Indlejrede Systemer (CISS), AAU, tlf. 96 35 72 20
- Højteknologifondens direktør Carsten Gaarn-Larsen, tlf. 23 23 00 00
- Kommunikationschef Thomas Bjerre Pedersen, Højteknologifonden, tlf. 20 90 38 55.