Indvielse af ny stærk vejrradar i Aalborg

De fleste mennesker er bedst tilpas, når solen skinner, og fuglene fløjter. Men i disse dage går nogle folk i Aalborg og kigger forhåbningsfuldt mod himlen efter regn – gerne MEGET regn. Baggrunden er, at Aalborg Kommune, Kloakforsyningen og Aalborg Universitet, Inst. for Byggeri og Anlæg, er gået ind i et spændende samarbejde om at etablere en lokal vejrradar for Aalborg og omegn. Vejr-radaren måler regnen hvert 5. minut over et areal på ikke mindre end 11.300 km2 af det nordlige Jylland, dvs. radaren dækker fra Hjørring i nord til Viborg i syd og Thisted i øst og Hals i vest.

Lagt online: 23.03.2006

Radaren, der er placeret på en mark i St. Restrup, er i stand til at registrere kraftige regnskyl med en meget høj geografisk opløsning. Det vil sætte forskerne på Aalborg Universitet og Kloakforsyningen i Aalborg kommune i stand til at studere forskelle i regn på en opløsning helt ned til 100 m hen over Aalborg by. Det betyder, at kommunen og forskerne kan se nedbør helt ned til de enkelte gader i Aalborg. Det giver helt ny viden om, hvordan kraftig regn påvirker byens kloakker og kan være medvirkende til, at fremtidens afløbssystemer bliver bedre til at undgå oversvømmelser.

For Aalborg Kommune betyder radarsamarbejdet, at radaren kan hjælpe med til at forbedre styringen af renseanlæg, mindske overløb fra kloakkerne og i det hele taget mindske miljøpåvirkningen, når kloakkerne bliver overbelastet.

- Det er desværre en ting, vi kan vente os mere af i fremtiden, siger lektor Michael R. Rasmussen, AAU. Klimaændringerne vil medføre, at vi får kraftigere og mere intens sommerregn – lige nøjagtig den slags regn, der belaster vores kloakker mest. Radaren bliver derfor et vigtigt værktøj, når ingeniørerne skal finde ud af, hvordan man håndterer hyppigere og kraftigere regn.

Til glæde for borgerne i Aalborg kan de selv gå på internettet og følge med i, hvordan det regner.Flere oplysninger kan findes på projektets hjemmeside. Der er også mulighed for at se vejrradarbilleder på storskærm på Energicenter Aalborg.

På sigt planlægges det at udvikle en service, så man på sin mobiltelefon kan se, hvis der er regn eller sne på vej over Aalborg. Det vil nemlig være muligt at både skelne, hvad det er, der kommer ned fra de himmelske slusere, og gøre det op til et par timer, førend det går løs i Aalborgs gader.

Yderlige oplysninger

  • Lektor Michael R. Rasmussen, Aalborg Universitet, tlf. 9635 8485, mobil 2272 1862
  • Mette Godsk Nicolajsen, Aalborg Kommune, tlf. 9931 9388.

Invitation til indvielsen

Radaren indvies tirsdag den 28. marts kl. 10 på Energicenter Aalborg, Østerbro 9, ved dekan Frede Blåbjerg, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, og rådmand Mariann Nørgaard, Forsyningsvirksomhederne, Aalborg Kommune.

På indvielsesdagen vil det være muligt at komme tæt på en mobile vejrradar, som er en eksperimental radar, der kan hængtes bag efter en bil. Denne vejrradar, som er en del af Aalborg vejrradar projektet, skal bruges i jagten på ”den perfekte tordenbyge”.