Kåring af Nordjyllands Naturtalent 2006

Lørdag d. 22. april afsløres navnene på de otte unge gymnasieelever, der har skrevet de bedste opgaver indenfor naturvidenskab. Ved en festlig lejlighed sætter Aalborg Universitet (AAU) spot på dem og naturvidenskaben med underholdning og overrækkelse af præmier.

Lagt online: 21.04.2006

Bryster, nano, fugleinfluenza, transplantationer, regnorme, luftmodstand…

Titlerne på de indsendte opgaver spænder vidt og vidner alle om, at interessen for naturvidenskab ikke er død – langt fra.

Under konkurrencen har eleverne kunne hente vejledning fra AAU-forskere og bruge universitetets avancerede laboratorier i den udstrækning, de ønskede det.

Vinderne af konkurrencen er nu fundet og lørdag d. 22. april kl. 11.00 kåres de otte elever på Gl. Torv 6. I bedømmelsen af de indsendte opgaver er der lagt vægt på originalitet, sværhedsgrad, formidling af resultater samt videnskabelig fremgangsmåde.

Til vinderne er der kontante lykønskninger i form af checks til en værdi af op til 5000 kr. Der uddeles præmier til 1. og 2. pladsen i de fire fagkategorier samt den bedste opgave af dem alle. Forfatteren til den opgave bliver udnævnt som Nordjyllands Naturtalent 2006.

Mere information om konkurrencen og kåringen.

Ophavsmændene bag konkurrencen kan også kontaktes:

  • Professor Daniel Otzen, Mobilnr. 2072 5238
  • Lektor Kåre Lehmann Nielsen, Mobilnr. 2874 3156

Fakta

I efteråret udskrev AAU i samarbejde med Søren Hindsholm, rektor på Nørresundby Gymnasium, en konkurrence blandt de nordjyske gymnasiale uddannelser om at skrive den bedste større skriftlige opgave inden for de fire naturvidenskabelige fag; kemi, fysik, matematik og biologi. I alt har fem nordjyske gymnasier deltaget og samlet er der indsendt 29 opgaver til konkurrencen. Præmierne i konkurrencen er sponsoreret af det Obelske Familiefond.

Færre får mulighed for at læse naturvidenskab

Den nye gymnasiereform har givet eleverne flere valgmuligheder. De mange valgmuligheder kan få betydning for eleverne den dag, de ønsker at søge ind på en ingeniør- eller naturvidenskabelig uddannelse, fordi de har valgt en forkert fagkombination. Med kåringen af Nordjyllands Naturtalent forsøger AAU nu at stimulere interessen i de naturvidenskabelige discipliner. Derfor vil konkurrencen også være en årlig begivenhed med en bredere deltagerskare. Dette år har konkurrencen henvendt sig til 3. års elever, men det er hensigten også at invitere gymnasieelever på lavere klassetrin til at deltage.