Matematikken optræder i nye og meget anderledes roller i vidensamfundet. Det er i fremtiden nødvendigt at gribe matematikundervisning anderledes an, end man tidligere har gjort herhjemme. Faget spiller blandt andet en afgørende rolle både som styringsredskab på samfundsniveau og som beslutningsværktøj i teknologisk innovation, produktion, administration og management.
Aalborg Universitet har netop indgivet en ansøgning til Videnskabsministeriet om tilladelse til at oprette en ny to-årig masteruddannelse kaldet ”Matematiklæring i Vidensamfundet”. Hensigten er at være med til at styrke Danmarks placering som et højteknologisk vidensamfund. For få dage siden påpegede en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, at matematikkompetencer udvikles bedst i et samspil mellem alle skolens fag. Lærerne skal derfor blive bedre til at formidle matematikken på måder, der fastholder elevernes interesse i matematik som et praktisk fag, der er forankret i hverdagen.
- Det internationale forskningsfelt, der kaldes Mathematics Education har ikke opnået særlig stor udbredelse herhjemme, men det er virkelig en retning, vi bør gå, hvis vi skal blive bedre til at gøre de unge interesserede i matematik, fortæller Annie Aarup Jensen, der er leder af studienævnet for Læring på AAU.
Inden for Mathematics Education arbejder man for eksempel meget med de normer i ungdomskulturerne, som har betydning for de unges interesse – eller mangel på samme – for matematik og naturfag. Der arbejdes med “matematikangst”, kommunikationsmønstre i klasseværelset samt med den sociale eksklusion, der kan finde sted gennem matematikundervisning.
Til lærere, projektledere og mange andre
Den nye masteruddannelse vil henvende sig til personer, der har gennemført en uddannelse, der er relevant for matematiklæring i vidensamfundet. Det kan eksempelvis være ansøgere med en kandidat- eller bacheloruddannelse i matematik, professionsbacheloruddannelsen til folkeskolelærer eller folkeskolelærere, der har gennemført relevant efteruddannelse.
Masteruddannelsen vil blive den første på området matematiklæring i Danmark, og med den allestedsnærværende rolle, matematik har i vidensamfundet, vil uddannelsen kunne anvendes flere steder.
- Vi vil naturligvis kunne ruste folk til undervisningsstillinger inden for folkeskolen, de gymnasiale uddannelser, erhvervsskoleområdet, seminarierne og efteruddannelsesområdet. Men man vil også komme ud med gode forudsætninger for at blive projektleder, fagkonsulent, producent af undervisningsmateriale og meget andet, forklarer Annie Aarup Jensen.
Hvis Videnskabsministeriet giver grønt lys for oprettelsen af den nye masteruddannelse, vil de første studerende kunne starte 1. september 2007.
Fakta
- Danmarks Evalueringsinstitut offentliggjorde torsdag d. 31. august rapporten ”Matematik på grundskolens mellemtrin”, der bl.a. peger på, at samspillet mellem matematik og andre fag styrkes. Se mere her.
- En gennemført masteruddannelse vil give ret til betegnelsen Master i Matematiklæring i Vidensamfundet (på engelsk Master of Mathematics Education).
- Uddannelsen vil blandt andet beskæftige sig med innovativ undervisning i matematik, matematik i anvendelse samt sociale, politiske og kulturelle faktorers betydning for matematiklæring.
Fra Danmarks Evalueringsinstituts rapport (offentliggjort d. 31. august 2006):
”Mange matematiklærere mangler redskaber der kan hjælpe dem til fortsat at udvikle og professionalisere deres undervisning, siger rapporten, som også peger på at det handler om en udviklingsopgave som samtidig i alt for høj grad er overladt til den enkelte lærer. Rapporten anbefaler derfor at skolelederne i højere grad påtager sig en aktiv rolle i udviklingen af matematikundervisningen. Det kan fx ske ved at lederne inddrager det matematikfaglige i medarbejdersamtalerne, og ved at lederne styrker og følger med i samarbejdet i fagteamet.”
Kontakt
- Lektor Paola Valero, Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, tlf. privat 35 81 26 30 (om uddannelsens faglighed, Mathematics Education, forskningsmiljøet bag uddannelsen m.m.)
- Studieleder Annie Aarup Jensen, Studienævnet for Læring, AAU, tlf. 96 35 99 53, mobil 20 45 31 85
- Dekan Frede Blaabjerg, Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 96 35 96 31, mobil 21 29 24 54