Ny forskning muliggør gratis SMS

Forskere og studerende har udviklet en prototype, der gør afsendelse og modtagelse af gratis SMS mulig.

Lagt online: 30.05.2006

For nylig præsenterede forskergruppen smsZipper, et program der gør det muligt at komprimere SMS’er fra fx tre beskeder til én og dermed spare penge. Nu er samme forskergruppe på banen igen. Denne gang med en metode, der muliggør afsendelsen af gratis SMS’er. Applikationen kaldes smsCoop. Den kan bruges i 2G telefoner, men gøres i særdeleshed klar til at blive implementeret i de nye 4G telefoner.

Som smsZipper var det, er smsCoop også udviklet gennem et samarbejde mellem studerende og forskere på AAU. De studerende går på 4. semester, og har dermed allerede efter to år på universitetet været med i udviklingen af et konkret produkt, som offentligheden i fremtiden vil kunne nyde godt af.

”Det er dejligt at være med til at udvikle noget, der har en reel betydning. Læringsprocessen bliver rigtig god, når vi har virkeligheden med i spillet. Samtidig er det sjovt at være med til at skabe noget helt nyt fra bunden, i stedet for at udvikle videre på noget, andre har startet tidligere” siger en af udviklerne, studerende Anders Grauballe.

Mere information om teknologien og mulighederne kan ses på websiden for smsCoop.

Kontaktpersoner