Nyetableret filosofisk tænketank på AAU

Center for Filosofi og Videnskabsteori på Aalborg Universitet har netop etableret en ”Filosofisk Tænketank” - et forum, hvor der kan tænkes/drøftes ideer til nye veje i den samfundsmæssige debat.

Lagt online: 06.09.2006

Bag ideen om at etablere denne tænketank ligger der et ønske om at bedrive en filosofisk-kritisk refleksion over for tidens aktuelle sociale, moralske, ledelsesmæssige, magtpolitiske, interkulturelle problemkomplekser.

En væsentlig begrundelse for, at Tænketanken ser dagens lys er erkendelsen af en tiltagende mangel på den kritiske refleksion i den samfundsmæssige debat i de sidste par årtier. Følgen er, at de væsentlige samfundsproblemer aldrig bliver løst, men kun kastet hid og did og til sidst lagt på en hylde efter de juridiske spilleregler. Samfundet bevæger sig derfor fra den ene krisetilstand til den anden i en tid præget af eksistensangst og antidepressive piller, effektivitetsstress og terrortrusler.

Tænketanken vil i første omgang fokusere på tre områder med stigende betydning i den offentlige debat.

Tænketankens første forskningsmæssige fokusområde er det postmoderne samfunds forståelse af ”Sundhed & Sygdom”. I de senere år har forståelse og betydning af sundhed og sygdom flyttet sig fra et samfundsmæssig fokus til at lokalisere dem i individets dybder, og ved at individuelisere samfundsproblemerne med begreber som de svage, de fede, rygerne, de marginaliserede, etc.

Et andet kriseområde, som Tænketanken vil fokusere sin forskning på, er forestillingerne om ”Dannelse og dannelsesidealer”. Uophørlige nye reformtiltag sigter mod uddannelsernes forretningsstyrede effektivisering. Den lærende skal ikke længere dannes til myndig samfundsborger, men uddannes til fleksibel brug i skiftende arbejdsfunktioner.

Et tredje satsningsområde, der samtidig skal udgøre en paraply for tænketankens forskellige forskningsaktiviteter, kredser om begreberne ”Kommunikation og Kultur”. Den informationsbombarderede globale samfundsborger er i kommunikationsnød. I stedet for at kommunikere med hinanden, informeres vi. Regeringens håndtering af ”Muhammed-krisen” viser kun toppen af en dybtgående intra- og interkulturel kommunikationskrise. Tænketankens forskere mener, at det kræver filosofisk eftertanke, hvis det forretningsstyrede, effektivitetsstressede og kommunikationsforstyrrede menneskes nød skal vendes.

Yderligere information