De to universiteter har indgået en aftale om, at studerende ved de to institutioner på en række nærmere vilkår kan opnå kandidatgrad fra begge universiteter. Primært vil det forudsætte, at den studerende læser mindst 3 semestre ved det andet universitet.
En landinspektør-studerende ved Aalborg Universitet vil fx kunne læse 7 semestre i Aalborg og 3 semestre ved Lunds Tekniska Högskola. Den studerende læser således i alt 10 semestre svarende til det normale forløb ved Aalborg Universitet , men den studerende vil opnå kompetencer på kandidat-niveau inden for landinspektørfaget både i Sverige og Danmark. Specialet indleveres på Aalborg Universitet.
For en studerende ved Lunds Tekniska Högskola er opbygningen helt tilsvarende, blot selvfølgelig modsat med i alt 7 semestre i Sverige og 3 semestre i Danmark
Aalborg Universitets rektor, Finn Kjærsdam , og professor Stig Enemark, landinspektøruddan-nelsen, ser det nye initiativ som en oplagt mulighed for at sætte øget fokus på Landinspektør-uddannelsen, som godt kunne bruge lidt flere studerende.
- Aalborg Universitet uddanner årligt et halvt hundrede kandidater, og vi kan konstatere, at der er fuld beskæftigelse i sektoren. Derfor vil vi gerne øge antallet af studerende, der i Aalborg i 2005 var lidt i underkanten med 28 studerende. Det nye tilbud giver øget fleksibilitet og muligheder for de studerende – ikke mindst for dem på Sjælland - ligesom vi via aftalen sætter fokus på at samarbejde i Øresundsregionen også kan foregå med Aalborg som partner, lyder det fra de to initiativtagere.