Foreløbigt program:
- 9.00-12.00: Lukket seminar for forskere med tilknytning til ExCIT
- 13.15-14.15: Tiltrædelsesforelæsning ved æresprofessor Poul Nesgaard
- 14.30-15.30: Åbningstaler ved Amtsborgmester Orla Hav, Dekan Ole Prehn og Institutleder Christian Jantzen
- 15.30: Reception.
Hele arrangementet vil finde sted på Niels Jernes Vej 14. Formiddagens arrangement vil finde sted i 3D-auditoriet på Niels Jernes Vej 14 og eftermiddagens arrangement vil finde sted i foyeren i samme bygning.
De seneste nyheder fra ExCITe kan ses på: http://www.excite.aau.dk/ExCITe_nyheder.htm
Mere om ExCITe
Center for oplevelsesøkonomi, kreative industrier og teknologier, ExCITe, et tværfakultært forskersamarbejde på Aalborg Universitet, blev etableret i juni 2005, og tæller i dag 12 forskergrupper og 113 videnskabelige medarbejdere. I Danmark udgør centret det største forskningsmiljø på området. Arbejdsfeltet omfatter de 3 hovedområder:
oplevelsesprodukter, hvis primære funktion er at skabe oplevelser hos forbrugeren
almindelige varer eller tjenester, hvor oplevelseselementet udgør en merværdi
designmæssige bestræbelser på at skabe kultur og oplevelsesbaserede miljøer
I fokus står spørgsmålene om: Hvordan man kan designe oplevelser, der er relevante for brugere og samfund; Hvordan designprocessens faser kan systematiseres fra idéudvikling til produktrealisering, og hvordan produktet kan gøres økonomisk rentabelt og teknologisk tidssvarende.
På baggrund af materiale fra nøglepersoner i ExCITe blev emnet ”oplevelsesøkonomi” i efteråret 2005 udpeget som et af Aalborg Universitets 4 tværfakultære forskningsfelter via Danmarks Forsknings politiske Råd og rektor for Aalborg Universitet.
ExCITe er opstået i kraft af traditioner for tværgående samarbejde mellem fakulteterne på AAU, hvilket giver gode rammer for synergi mellem de humanistiske, samfundsfaglige og teknisk-naturfaglige kompetencer.
Centret har mulighed for at trække på ekspert-viden indenfor en lang række fagområder: Kognitionspsykologi, markedskommunikation og æstetik, forbrugeradfærd, interaktive digitale medier, turisme, arkitektur og design, erhvervsøkonomi og ledelse, design af intelligente systemer, natur- og ressource-udnyttelse, kulturhistorie, musikteknologi og medialogi.
Typisk for arbejdsformen på Aalborg Universitet er en stor del af ExCITe-forskerne direkte involveret i udviklingsprojekter i samarbejde med erhvervspartnere, opbygning af netværk, konsulentydelser og foredragsvirksomhed. Dette indbefatter også at fungere som udviklingsstimulerende og koordinerende instans internt på Aalborg Universitet.
Arbejdsformen er ensbetydende med at centrets forskere er med til at opbygge kreative alliancer mellem f.eks. kultur og erhverv, hvor de indgår i som sparrings-partnere i den praktiske og forretningsmæssige udvikling af oplevelsesprodukter. Forskning og ny viden flyttes ud i regionens brancher, og der iværksættes innovative tiltag. Regionalt i Nordjylland har medlemmer af ExCITe et nært samarbejde og gode personlige relationer til de offentlige myndigheder.
For at udvikle, koordinere og synliggøre uddannelsestilbud indenfor oplevelsesøkonomi har ExCITe flere partnerskaber med regionale, nationale og internationale uddannelses- og videninstitutioner, og har sideløbende med forskningen været involveret i udvikling af nye uddannelser, som f.eks. kandidatuddannelser i oplevelsesdesign og produkt- og designpsykologi.
I tilknytning til ExCITe giver en række forskerskoler også mulighed for at ny viden hurtigt kan genereres og bearbejdes blandt de ph.d.-studerende og dermed være med til at styrke og definere oplevelsesøkonomi som et samlet vidensområde med fælles sprog og begreber. Der er mulighed for at etablere tværgående forskning i form af internationale forskningsprojekter, seminarer og konferencer og specielle arrangementer for ph.d. studerende.
ExCITe er initiativtager til et landsdækkende dansk forskernetværk om oplevelses-økonomi, oplevelsesøkonomi og kreative industrier for de vigtigste forskningsmiljøer på området. Dette giver ideelle betingelser for at udvikle sammenhængende undersøgelsesmetoder og begrebssæt samt for at inddrage brugerens synsvinkel på oplevelsesøkonomi. Dertil kommer, at et nationalt netværk, der består af internationalt orienterede forskere, vil gøre det lettere at bringe den forskningsbaserede viden om oplevelsesøkonomi ud i en bredere international kreds.
Når det handler om organisering og synliggørelse af et strategisk forskningscenter, giver det administrative bagland på Aalborg Universitet mulighed for kvalificeret sparring og konsulentbistand til ExCITes medarbejdere på områder som kommunikation og web-service, fundraising, projektledelse, netværksaktiviteter, kontraktudarbejdelse og iværksætteri.
ExCITes sekretariat er at finde på adressen: Aalborg Universitet, Niels Jernes Vej 14, 9220 Aalborg Øst.
Kontakt til centret kan ske ved henvendelse til
- Centerleder: Professor Jens F. Jensen, tlf.: 96 35 90 28, E-mail: jensf@vrmedialab.dk
- Sekretariat: Birgit Jeppesen, tlf.: 96 35 7408, E-mail: bj@vrmedialab.dk