Politikere går foran i forskning om trafiksikkerhed

For få unge har meldt sig til at deltage i forsikringsforsøg med IT-udstyr, der hjælper med til at holde hastighedsgrænserne. AAU udvider derfor rammerne for, hvem der kan deltage i projektet, og nordjyske politikere går forrest.

Lagt online: 23.10.2006

På Aalborg Universitet er man som de første i verden i gang med at undersøge, om det er muligt at nedbringe antallet af færdselsulykker ved at lade bonus på bilforsikringen følges hånd i hånd med registrering af fartoverskridelser. Projektet ”Spar på farten” udvides nu, så det ikke kun er de unge bilister, der har mulighed for at deltage i forsøget.

”Spar på farten” har tidligere henvendt sig til 18-27-årige, som er den mest farlige gruppe bilister. Målet har været 300 unge, men kun ca. 50 unge har ønsket at få IT-udstyr til Intelligent Farttilpasning installeret i bilen. De unges fravalg af forsøget viser, at det er nødvendigt at gå nye veje for at motivere bilister til at forbedre trafiksikkerheden. Derfor åbner Trafikforskningsgruppen på AAU nu forsøget for alle bilister uanset alder og appellerer til forældre og politikere om at gå forrest med et godt eksempel og vise, at Intelligent Farttilpasning kan være vejen frem. Blandt andet tilbyder forskerne de politisk ansvarlige for trafiksikkerheden i den nye nordjyske region få installeret udstyret i deres private bil. Alle formændene for de tekniske udvalg i de nye nordjyske kommuner er inviteret til dette forsøg. Allerede nu har mange givet tilsagn om at deltage.

Nu kan alle deltage

Derudover søges netop nu 250 testpiloter i alle aldre til deltagelse i forskningsprojektet, som skal forbedre trafiksikkerheden ved hjælp af mobilteknologi. Det er gratis at deltage, og ud over muligheden for at redde menneskeliv og nedbringe ulykkesstatistikker, har de medvirkende bilister også udsigt til en billigere bilforsikring og en lang række frynsegoder, for eksempel rabat på benzin og bilvask.

For at være med i projektet skal deltagerne have egen bil og bo i Nordjyllands Amt. Udstyret, der skal hjælpe bilisterne med at overholde hastighedsgrænserne, advarer med en stemmebesked, når bilisten overskrider grænserne, og tilpasser bilisten ikke farten til hastighedsgrænsen + 5 km inden tredje advarsel, koster det lidt på bonussen. Målet er at undersøge, om bilister har færre ulykker, når de advares om hastighedsoverskridelser og samtidigt kan spare penge på forsikringen ved at holde farten nede. Bilen forsikres hos Topdanmark, som giver 30 procents rabat på bilforsikringen, hvis deltageren overholder hastighedsgrænserne. Med i invitationen til projektet hører også gratis satellitsporing, hvis bilen bliver stjålet samt rabat på benzin og bilvask. Derudover kan der naturligvis også være penge at spare på fraværet af fartbøder og klip i kørekortet.
Fakta:

I de nye nordjyske kommuner har de fleste trafikansvarlige politikere sagt ja til at deltage i ”Spar på farten”. Invitationen er sendt til Mariann Nørgaard (Aalborg), Karsten Frederiksen (Brønderslev-Dronninglund), Ole Ørnbøll (Hjørring), Otto Kjær Larsen (Jammerbugt), Jens Hedegaard Kristensen (Frederikshavn), Gert Fischer (Rebild), Preben Christensen (Mariagerfjord), Uffe Bro (Vesthimmerland), Søren Schmidt (Læsø), Ole Westergaard (Thisted) og Poul Roesen (Morsø).
IT-udstyret til bilerne er udviklet af AAU og IT-firmaet M-tec i samarbejde med Nordjyllands Amt og Topdanmark.
Alene i Nordjyllands Amt blev 800 mennesker dræbt eller kvæstet i trafikken sidste år, og det er endda kun de ulykker politiet registrerede. Tal fra hospitalernes skadestuer tyder på, at det virkelige tal er fem gange så højt. Undersøgelser viser, at høj hastighed er den allerhyppigste årsag til ulykkerne.
En tidligere, mindre undersøgelse inden for Intelligent Farttilpasning, hvor man alene advarede ved hastighedsovertrædelser, viste en hastighedsreduktion, der svarer til 25% reduktion i ulykkesrisikoen.

Kontakt

Pressen er velkommen til at komme og prøve udstyret i projektets testbil. Det vil også være muligt at komme i tale med nogle af de bilister, der allerede kører med udstyret, eller de deltagende kommunalpolitikere. Kontakt Harry Lahrmann eller se mere på Sparpaafarten.dk.

  • Harry Lahrmann, lektor, Trafikforskningsgruppen, AAU, tlf. 96 35 83 81, mobil 40 56 03 75
  • Vagn Beck, gruppeleder, Vejkontoret, Nordjyllands Amt, tlf. 96 35 10 00.
  • Gunnar Steffensen, Topdanmark, salgschef i Nordjylland, tlf. 99 34 56 81, mobil 20 44 18 44