Rejsegilde i Vendsyssel før Arkitekturbiennalen i Venedig

For første gang nogensinde er danske studerende sluppet gennem nåleøjet til den internationale Arkitekturbiennale i Venedig.

Lagt online: 08.08.2006

Den mobile pavillon NoRA, som er skabt på Arkitektur og Design på Aalborg Universitet er i år et af de meget få projekter på Arkitekturbiennalen, som ikke kommer fra en etableret tegnestue. Før den toneangivende, internationale udstilling holder folkene bag NoRA et ”rejsegilde” i Bindslev nordøst for Hjørring mandag d. 14. august.

Fem arkitekturstuderende og ti digitaldesignere fra Aalborg Universitet har i flere måneder arbejdet på højtryk for at få NoRA færdig til tiden. NoRA (Nordic Research Application) er en mobil pavillon, der skal bruges til at formidle budskabet om gode og veltilberedte fødevarer med fokus på Nordjylland. Pavillonen er på grund af sit helhedskoncept og nytænkende arkitektur og design udtaget til at deltage i Arkitekturbiennalen i Venedig. Arkitektur Biennalen i Venedig betragtes som den fineste og vigtigste udstilling og er med til at udstikke den retning, arkitekturen vil bevæge sig i fremover. Under biennalen vil der inde i selve pavillonen blive udstillet arkitektur-, design- og byplanprojekter udarbejdet af studerende på Institut for Arkitektur og Design, AAU. Projekterne tager blandt andet udgangspunkt i udviklingen af området Skagen Nordstrand. Derudover er der blandt andet planlagt workshops og events med Culinary Institute of Denmark og det Nationale Kokkelandshold.

Pavillonen bliver en omrejsende profilering af de virksomheder, kommuner og institutioner, der indgår i projektet, og for hele den nordjyske region. I én sæson kan NoRA fungere som udstillingspavillon eller undervisningslokale, og i den næste periode som restaurant og fiskehandel. NoRA samles for første gang ved et utraditionelt ”rejsegilde” på Vesterå 2 i Bindslev mandag d. 14. august. Skelettet består af 5,5 tons stål, og den samlede pavillon bliver 32 m2 stor og 4,5 meter på sit højeste sted.

Den særlige form og struktur på pavillonen er modelleret ud fra digitalt genererede væskepartikler, som digitalt er manipuleret på en måde, der tager udgangspunkt i lokationen i Venedig. Arkitekturbiennalen havde for to år siden 500.000 besøgende fagfolk, turister og pressefolk. Det nordjyske hold drager d. 24. august til Venedig for at påbegynde arbejdet med at samle den mobile pavillon. Biennalen ”åbner” med en lukket fremvisning for pressen d. 6. september og er åben for offentligheden fra den 10. september. Der inviteres til en stor åbningsevent i NoRA d. 9. september kl. 21.00.

Baggrunden for NoRA

Den mobile pavillonbygning NoRA udspringer af et kreativt og målrettet samarbejde mellem Arkitektur og Design på Aalborg Universitet og de øvrige deltagere i netværkskonsortiet Food College Denmark (Fiskens Hus Denmark, AAU’s Institut for Arkitektur & Design, AAU’s Center for Food Science & Design, Culinary Institute of Denmark og Nordsøcentret i Hirtshals). Konsortiet modtog sidste år midler fra vækstforum, der med offentlige midler skal opdyrke initiativer til gavn for Nordjylland. NoRA er det første pilotprojekt herunder.

Rejsegilde-informationer

Tid: Mandag d. 14. august kl. 10.

Sted: Vesterå 2, 9881 Bindslev – i landsbyen Bindslev nordøst for Hjørring (vær opmærksom på at arrangementet foregår i en nyindflyttet virksomheds lokaler, og at den specifikke adresse Vesterå 2 derfor ikke vil være at finde på alle digitale ruteplanlæggere).

Program: Arrangementet starter kl. 10 med en uformel servering som ved mere traditionelle rejsegilder. Det er første gang offentligheden kan få indblik i projektet. Stålkonstruktionerne til NoRA samles for første gang, og der vil være sat yderplader på dele konstruktionen, så man kan få et indtryk af pavillonen, som den vil tage sig ud i Venedig. Lektor Anna Marie Fisker fra Arkitektur og Design, AAU, og Per Mandrup Negendahl fra Culinary Institute of Denmark vil fortælle om projektet, og der vil være mulighed for interview med både ansatte, studerende og samarbejdspartnere fra hele regionen og partnere fra konstruktionsarbejdet. Arrangementet 

Kontakt

Institut for Arkitektur og Design, Aalborg Universitet:

  • Kurator Anna Marie Fisker , lektor, fisker@aod.aau.dk, tlf. 96 35 99 11, mobil 23 96 56 66. 
  • Udstillingsarkitekt Claus Bonderup, professor, tlf. 96 35 99 14 mobil 21 67 04 28 
  • Projektleder Bo Stjerne Hansen, Ph.D.-studerende, bsha@aod.aau.dk, tlf. 96 35 71 69, mobil 28 10 11 22.

Studerende – og kontakt angående 3D-billeder:

  • Esben Skouboe Poulsen, Digital Design (mediering af pavillonen), espo@aod.aau.dk, tlf. 22 14 68 88. 
  • Allan Nørgaard Pedersen, Arkitektur (design og konstruktion af pavillon), anpe@aod.aau.dk, tlf. 25 34 61 85. 
  • Marie Frier, Arkitektur (design og konstruktion af pavillon), mfri03@aod.aau.dk, tlf. 28 70 74 82