Risikerer vi høreskader fra MP3 afspillere?

Svaret kommer nærmere, når Aalborg Universitet lancerer ny “måledukke” med navnet Valdemar.

Lagt online: 15.06.2006

“Vi bliver ofte spurgt, om man kan få høreskader og tinnitus af lyden fra MP3 afspillere, iPods og lignende, og vi er da også selv noget bekymrede over risikoen”, siger professor i akustik, Henrik Møller. “Der er nemlig ingen tvivl om, at mange af afspillerne kan spille så højt, at de kan skade hørelsen. Men hvor stor risikoen er i praksis, afhænger helt af, hvor højt man skruer op, og hvor længe man lytter. Og det ved vi alt for lidt om.”

En af grundene til, at man ved for lidt, er, at det er svært at måle lyd, der kommer fra hovedtelefoner. Man kan ikke bruge en almindelig støjmåler, men må lave besværlige undersøgelser i laboratoriet. Og så er det ikke nemt at få et billede af folks “normale” brug af afspillerne - man skal helst kunne måle lige der, hvor de bliver brugt.

Det gør en gruppe af ansatte og studerende ved Afdeling for Akustik på Aalborg Universitet nu noget ved. De har lavet en kunstig måledukke, hvor lyden måles i øregangen, hvorefter en computer regner resultatet om til decibel-værdier, som med det samme kan sammenlignes med gældende støjgrænser. På brystet har dukken et stort display, som både viser lydtrykket, og hvor længe man kan lytte om dagen uden risiko for nedsat hørelse eller tinnitus.

Dukken er formodentlig den første af sin art i verden. Den vil komme rundt til sommerens musikfestivaler, hvor de unge kan måle lyden fra deres egen afspiller, med deres egen musik og deres egne hovedtelefoner - og skruet netop så højt op, som når de selv lytter. Efter sommeren kommer dukken rundt på skoler og gymnasier. "Ved at komme ud, hvor de unge er, håber vi at kunne øge deres bevidsthed om at passe på hørelsen - ikke kun når de lytter til MP3 afspillere, men også i forbindelse med arbejde, på diskoteker osv." siger Henrik Møller.

Walkmen og transportable CD afspillere har længe kunnet spille meget højt, men der er grund til at have en øget opmærksomhed på MP3 afspillerne. “De er små teknologiske vidundere, som kan tages med overalt og spille høj musik i lang tid og med god teknisk kvalitet”, siger lektor Dorte Hammershøi. “Det forhold er formentlig ved at ændre vores forbrugsmønstre, så hørelsen ikke får den hvile, som er nødvendig for at restituere.” Hun gør desuden opmærksom på det farlige ved, at MP3 afspillerne især er populære blandt børn og unge, som har svært ved at vurdere risikoen. “Da vi var teenagere, spillede vi høj musik på stereoanlægget på værelset. Så fik vi besked på at skrue ned. Vores børn vil måske høre høj musik på cyklen, i skolen eller andre steder, hvor hverken jeg eller andre kan sige, at det er for højt. Og hvor volumenknappen måske får et ekstra hak opad, så musikken kan overdøve baggrundsstøjen”.

Der har ikke været undersøgelser af danske lyttevaner, men en australsk undersøgelse fra 2005 konkluderer, at ca. 25% af brugerne overskrider den universelle grænseværdi, og dermed risikerer at pådrage sig et varigt tab af høreevne, i nogle tilfælde generende tinnitus. Nogle forskere mener, at der allerede er tegn på, at vor tids unge hører dårligere end dem, der nu er 30-50 år. Allerede midt i 1990'erne råbte australske forskere alarm. “I undersøgelsen målte man dog på hørelsen på en ny og ustandardiseret måde, og selv eksperter er tøvende over for resultaterne.” siger Dorte Hammershøi. Der er ingen senere undersøgelse af samme omfang og karakter.

Aalborg Universitets måledukke er opkaldt efter den danske fysiker Valdemar Poulsen, som var den første, der optog lyd med magnetisme. Princippet blev brugt til både spole- og kassettebånd, senere til videobånd, og nu, mere end hundrede år efter, til harddiske i computere og MP3 afspillere. Mikrofonerne i Valdemar er velvilligt udlånt af G.R.A.S. Sound & Vibration.

Yderligere information

  • Lektor Dorte Hammershøi (tlf. 9635 8705)
  • Professor Henrik Møller (tlf. 9635 8711).
  • For aftale om besøg af Valdemar, kontakt Mette Marie Abildgaard (tlf. 9635 7338).
  • Afdeling for Akustiks hjemmeside