Torsdag d. 14. december starter den hidtil største udfordring for seks studerende fra Aalborg Universitet, når de med deres hjemmebyggede racerbil deltager i en international konkurrence i Melbourne i Australien. De studerende har i deres fritid gennem to år arbejdet med bremsesystem, hjulophæng, økonomi, design og konstruktion for at kunne præsentere deres lille racerbil UniCorn G1. De studerende fra Aalborg er de første i Danmark, der deltager i de internationale konkurrencer, som hvert år arrangeres flere steder i verden. Her dyster tekniske universitetsstuderende i hjemmelavede racerbiler i Formel-stil, dvs. en åben vogn med frie hjul. Konkurrencerne er ikke blot motorløb, men i mindst lige så høj grad ingeniørkonkurrencer med tekniske vurderinger, præsentationer for fiktive investeringsvirksomheder og lignende. Motorløb-delene af den fire dage lange konkurrence i Australien indeholder accelerationstest, skid-test med fokus på sving og bilens evne til at stå fast samt autocross, som svarer til tidtagning i almindelige bilkonkurrencer.
- For os er arbejdet med Formula SAE-konkurrencerne mindst lige så meget uddannelse som underholdning, også selvom det ikke kommer til at stå direkte på eksamenspapirerne, forklarer Jeppe Funk Kirkegaard fra Unicorn Racing Team, som Aalborg-holdet kalder sig.
- For ud over at vi får kreativiteten udfordret, så har vi også haft mulighed for at prøve kræfter med et avanceret konstruktionsprojekt i praksis, og det er meget værd rent fagligt, pointerer han.
De studerende tror på sejr
De studerende kommer fra uddannelser inden for industri og produktion og spænder fra 2. semesterstuderende til nyuddannede civilingeniører. I juli deltog de med Unicorn G1 ved en fire dage lang Formula Student-konkurrence i England på Brunthingthorpe-racerbanen. En imponeret dommer i England inviterede holdet til en konkurrence i Australien på grund af de store resultater, de seks studerende har kunnet opnå med få midler og begrænset mandskab. Projektet er betalt af Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet og af midler fra private sponsorer og fonde, og arbejdet er udført af seks studerende.
Unicorn Racing Team tror på muligheden for en topplacering i den australske konkurrencen, der foregår fra den 14. til den 17. december. Det har dog krævet forbedringer af bilen, masser af træning og – ikke mindst – flere økonomiske midler, som hentes ind via sponsorater, blandt andet fra Danske Bank. Allerede nu er det besluttet fra AAU’s side, at der også i de kommende år skal bygges racerbiler på baggrund af erfaringerne fra Unicorn G1.
Kontakt
- Jeppe Funk Kirkegaard, Unicorn, nyuddannet civilingeniør inden for virksomhedsteknologi, Aalborg Universitet, tlf. 29 26 22 64 (befinder sig i Australien).
- Michael Christensen, Unicorn, studerende på Design af Mekaniske Systemer, Aalborg Universitet, tlf. 20 70 25 00 (befinder sig i Australien).
- Dekan Frede Blaabjerg, Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 96 35 96 31, mobil 21 29 24 54.
- Generel pressekontakt: Journalist Tor Bagger, Aalborg Universitet, tlf. 96 35 96 44
- Unicorns hjemmeside.Her vil de studerende også kunne følges på en blog, mens de er i Australien.