I sommeren 2005 tog danskere i alle aldre en ny dille til sig, og der er intet, der tyder på, at sudoku er på tilbagetog. Alle aviser og magasiner med respekt for sig selv tilbyder i dag deres læsere de små talgrublerier, og sudokubøger er blandt boghandlernes største sællerter.
Onsdag eftermiddag får Aalborg besøg af en engelsk professor, der har skrevet sudoku-guiden "How to Solve Sudoku" og bøger om andre matematikemner. Robin Wilson holder foredrag med gratis entré om sudoku onsdag d. 27. september kl. 17-18, men selvom Williams er professor i matematik, behøver man ikke vide noget som helst om matematik for at få noget ud af foredraget.
- Jeg introducerer sudokuen, beskriver dens oprindelse, giver små tips til hvordan man løser dem og illustrerer en bred vifte af variationer inden for sudoku, siger Robin Wilson selv om foredraget, der foregår på engelsk i AAU’s auditorium i Toldkammeret. Adressen er Østerågade 29, men der er indgang fra Ved Stranden.
Det er Institut for Matematiske Fag på Aalborg Universitet, der har inviteret Robin Wilson til Aalborg for blandt andet at fortælle om sudoku. Wilson er søn af den Harold Wilson, der var britisk premierminister i 1960’erne og 70’erne, og på AAU kender man Wilson som en dygtig foredragsholder. Professoren har vundet flere priser for sin fremragende evne til at formidle matematik – det er også derfor, man ikke behøver have noget forhåndskendskab til matematik for at kunne følge med i sudoku-foredraget. På det britiske Gresham College har Wilson ligefrem et hædersprofessorat, der handler om netop formidling af matematisk stof.
Tid og sted
Foredrag om sudoku onsdag d. 27. september kl. 17-18. Arrangementet finder sted i AAU’s auditorium i Toldkammeret, Østerågade 29, Aalborg, med indgang fra Ved Stranden. Gratis entré.
Kontakt
- Professor Lars Døvling Andersen, Institut for Matematiske Fag, AAU, lda@math.aau.dk, tlf. 96 35 88 69, mobil 41 60 96 41.
- Wilson er i København fra mandag eftermiddag, inden han onsdag morgen drager til Aalborg. Kontaktperson i København er Vagn Lundsgaard Hansen, tlf. kontor 45 25 30 39, privat 45 86 85 57.