Danmark har brug for, at der udklækkes flere kandidater inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Allerede i dag har både Videnskabsministeriet og uddannelsesinstitutionerne fokus på manglen på IKT-studerende, og blandt mange virksomheder oplever man, at man har svært ved at skaffe den fornødne kvalificerede arbejdskraft.
Foreningen IKT Forum sætter derfor i fællesskab med Aalborg Universitet og virksomhederne i NorCOM fokus på denne udfordring onsdag d. 11. oktober ved et debatmøde med Jørgen Bardenfleth, som besøger Søgaards Bryghus i Aalborg. Bardenfleth er administrerende direktør for Microsoft Danmark, medlem af Globaliseringsrådet og IT Branchens hovedbestyrelse. Jørgen Bardenfleth betragtes som en af de mest indflydelsesrige danskere inden for IKT, og han vil benytte sig af besøget i Nordjylland til at give sine bud på, hvad uddannelsesinstitutionerne kan gøre, hvilket ansvar IKT-branchen selv har, og hvilken rolle status og image spiller i forsøget på at skaffe nye studerende.
- I den nordjyske region har IKT-erhvervet haft en vækst på over 50 procent de seneste ti år, og tilgængelig arbejdskraft er en forudsætning for, at det kan fortsætte. Vi er privilegeret med nogle af landets bedste IKT-uddannelsesinstitutioner, og det er ærgerligt, hvis vi ikke udnytter dette potentiale til gavn for hele regionen, siger IKT Forums formand Grimur Lund (billedet). Han peger på, at IKT-kundskaber ikke blot er vigtige i IKT-branchen, men i alle de største sektorer i Danmark.
AAU: Problemet løser ikke sig selv
Niels Buus, formand for NorCOM mener, det er nødvendigt at være nytænkende for at trække nye studerende til IKT-pladserne – for eksempel via et arrangement som det forestående. Også videnskabsminister Helge Sander har så sent som i august påpeget, at IKT-uddannelserne skal gøres mere attraktive for de unge og mere målrettet mod aftagerne, blandt andet ved at kombinere IKT med andre fagområder, sådan som blandt andre AAU gør.
- Vi synes, det er vigtigt at gå aktivt ind i manglen på IKT-kandidater, for det er ikke et problem, der løser sig selv. Fra universitetets side arbejder vi med en række tiltag for at støve det lidt nørdede image af hos de klassiske IT-uddannelser, tiltrække flere kvinder til fagene, og så har vi jo allerede succes med at kombinere IKT med mere ”bløde” fag som psykologi, design og ledelse, siger dekan Frede Blaabjerg, Aalborg Universitet. Han glæder sig over, at IKT Forum og NorCOM også deltager i arbejdet med at vende udviklingen.
Fakta
- IKT Forum er foreningen for IKT-erhverv, uddannelsesinstitutioner og den offentlige sektor med udgangspunkt i Norddanmark. Foreningen samler bredden i den nordjyske IKT sektor og skaber netværk, der giver adgang til viden, information, indflydelse og inspiration. Formålet er at synliggøre de kompetencer, produkter og services som tilsammen udgør det regionale kraftcenter. IKT Forum skal være en stærk stemme i den offentlige debat og nationale samarbejdsfora.
- NorCOM er sammenslutningen af nordjyske mobil- og telekommunikationsvirksomheder. NorCOM arbejder for branchevækst, innovation og forretningsudvikling, netværk og samarbejde blandt medlemmer samt sikring af gode rammevilkår for branchen. NorCOM samarbejder på lokalt og nationalt plan med en lang række andre interesseorganisationer i spørgsmål af fælles interesse.
- Jørgen Bardenfleth, der i dag er adm. dir. for Microsoft Danmark, er uddannet civilingeniør fra DTU med en MBA (Finance/Marketing) fra University of California. Han er endvidere bestyrelsesformand for IT-Væksthuset på IT-Universitet og bestyrelsesmedlem i blandt andet Iværksætterakademiet IDEA, industrivirksomheden GN Store Nord og patientforeningen Landsforeningen til Bekæmpelse af Cystisk Fibrose.
- Se også videnskabsminister Helge Sanders holdninger på området.
Tid og sted
Søgaards Bryghus, C.W. Obels Plads 1A, Aalborg, onsdag d. 11. oktober kl. 16-18. Der sluttes af med networking og smagsprøver på Søgaards egen bryg. Tilmelding senest 2. oktober til Merete Wolder Lange på mwl@adm.aau.dk eller Mette Solskov på ms@norcom.dk.
Kontakt
- Grimur Lund, Logimatic, formand for IKT Forum, tlf. 40 35 70 95
- Niels Buus, Gatehouse, formand for NorCOM, tlf. 40 31 55 57
- Frede Blaabjerg, dekan for Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 96 35 96 31, mobil 21 29 24 54